Mens USA's præsident Obama har bekæmpet den økonomiske krise med en traditionel ekspansiv finanspolitik, har EU's politiske ledere gjort Europa til et økonomisk laboratorium. Her blev krisen bekæmpet med besparelser, i den tro at massive offentlige nedskæringer ville genskabe markedernes tillid til økonomien og skabe ny vækst og nye job. Resultatet af det risikable eksperiment står nu lysende klart: Mens USA's økonomi sidste år voksede 2,2 procent og er tilbage på niveauet før krisen, svandt EU's rigdom med 0,2 procent og er fanget i krisens dynd. LÆS OGSÅTysk centralbankchef: Eurokrise er ikke ovre Der er en næsten entydig sammenhæng: I de lande, der har sparet mest, går det dårligst. I Grækenland skrumpede økonomien med 6 procent. Lige så slemt ser det ud med ledigheden.
Mere end 26 mio. europæere er arbejdsløse, og det har ikke alene økonomiske konsekvenser. Det bringer dag for dag lokalsamfund nærmere sociale sammenbrud. Det skaber begyndende sprækker i europæernes enstemmige opbakning til demokratiske værdier i form af fremgang for populister og neofascister. Blot man skæver til europakortet, ses problemet umiddelbart. Europa er i ubalance. De sydeuropæiske lande er i en fuldstændig uholdbar situation, og der er ingen vej uden om at skabe mere vækst i syd gennem investeringer og efterspørgsel fra nord. Det er derfor på høje tid, når EU-kommissionsformand Barroso over for Politiken lover en »ny balance mellem disciplin og solidaritet« her kort før næste EU-topmøde. Nu må man håbe, at der lyttes i Berlin - og for den sags skyld også i København. Men er de sydeuropæiske lande ikke selv ude om deres krise? Så enkel er virkeligheden desværre ikke. LÆS OGSÅCypern snart klar til eurohjælp Krisen er en kombination af mange faktorer, ikke mindst at indførelsen af euroen, først da det var for sent, blev fulgt op med en nødvendig finanspolitisk koordination. Men det er helt indlysende, at nogle lande i mange år har levet over evne og ikke evnet at skrue et troværdigt skattesystem sammen. Men det hjælper ikke at fokusere på, hvem der har skylden for krisen. Det afgørende er at finde den bedst mulige vej ud af den. Det er helt åbenlyst ikke den nuværende. Vi kan ikke straffe en ny generation for fædrenes synder. Og det er helt entydigt de unge europæere, der betaler regningen for den ældre generations fejl og politiske passivitet over for krisen. Det er ikke alene uværdigt, men ubegavet. Livet tilhører ungdommen, og det er dem, der de næste mange år skal leve med konsekvenserne af de valg, vi træffer nu. Lad os nu få et økonomisk politisk sporskifte, der kan sikre uddannelse, job og muligheder for Europas unge og give en generation håbet tilbage. Hvis vi nu svigter, vil vores børn og børnebørns fremtidige historieskrivning dømme os lige så hårdt, som vi fortjener.
