Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Premium

Hvorfor hylder vi dog mandebabyen?

Mænd i 40’erne med klumpedumpeopførsel og omvendt kasket er blevet en kulturel og social idealkarakter. Det må høre op.

Premium

Uniformen er desværre velkendt: en omvendt kasket, nogle udslidte gummisko, der burde have set indersiden af en container for flere år siden, og de der shorts, der ikke er shorts.

I ved, hvilke jeg mener.

Dem, som går ned over knæet og stopper midt på skinnebenet. Dem, som skriger til omverdenen, at her er en mand, som er stolt af, at han spiser frysepizzaer til aftensmad flere gange om ugen.

Sådan går mandebabyen klædt, og i løbet af de seneste ti år er han blevet et velkendt fænomen i medierne, i populærkulturen og ude i offentligheden. Mandebabyen bliver hyldet som et ideal; som mand er det blevet voldsomt populært at nægte at blive voksen.

Det er blevet fuldt ud acceptabelt, hvis ikke ligefrem tilskyndet, at ligne og opføre sig som en forvokset teenager, til man er langt oppe i 40’erne.

Mænd skal blot adoptere en laissez faire-attitude til livet og deres medmennesker for at være på vej mod stjernerne. Anders Breinholt og Anders Lund Madsen, henholdsvis 43 og 53 år gamle, brugte forleden flere minutter i Go’ Aften Danmark på at tale om Michèle Bellaiches bryster.

Det lignede en scene fra et soveværelse på en efterskole, hvor en flok bebumsede teenagedrenge sidder og griner fjoget over et billede af deres lækre lærerinde. De to Anderser efterlod det indtryk, at de vel nok er nogle unge og frække gutter, men dybden i samtalen skulle måles i milimeter.

De samme slags mænd bliver vi præsenteret for på film. ’Klovn’-filmene og ’Klassefesten’-filmene bugner af fuldvoksne mænd, der er helt ude af stand til at læse andre mennesker, og som ikke har nogen som helst fornemmelse af, hvordan man opfører sig i sociale sammenhænge.

Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby er alle tre virkelig kompetente skuespillere, som har leveret fremragende præstationer førhen. ’Mifunes sidste sang’, ’Italiensk for begyndere’, ’Bænken’, ’Okay’, ’En kort en lang’ og ’Anklaget’ er bare nogle eksempler på, hvad disse tre mænd ellers formår at præstere.

Jeg bebrejder selvfølgelig ikke Berthelsen, Kopernikus og Lyby, at de gerne vil prøve kræfter med den ungvoksne mandebabykarakter.

Hvornår blev det taberagtigt at fordybe sig i ting? Hvornår blev det passé at tage noget som helst alvorligt?

De leverer jo bare, hvad publikum vil have, og vi vil åbenbart have en flok voksne mænd, der ikke laver andet end at drikke sig fra sans og samling, mens de griner højlydt af bøvser og prutter. Vi vil ikke længere have skarpe fremstillinger af dybe og komplicerede personer.

Hvornår blev det taberagtigt at fordybe sig i ting? Hvornår blev det passé at tage noget som helst alvorligt?

Som samfund og forbrugere konsumerer vi de letforståelige og overfladiske mandebabyer, som var de lavet af trøfler og belugakaviar.

Mandebabyen findes overalt. I comedy, familieprogrammer, talkshows, rejseprogrammer, film og tv-serier.

Selv når et program har en snert af seriøsitet, skal der lige kastes en 40-årig teenager med i opskriften. ’Bubber og BS på afveje’ var aldrig blevet så populært, hvis det bare havde været BS, der skulle være badass alene i Canadas skove.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Seerne har brug for Bubber til lige at hive programmet ned på et lavere niveau, hvor alting klappes ud i stavelser, så Danmarks befolkning ikke sidder og får mindreværdskomplekser over at se på en toptrænet jægersoldat, der kan noget, vi ikke selv kan.

Måske har vores jantelovsmentalitet taget overhånd; hvis vi ikke laver grin med os selv og hinanden hele tiden, så tror folk, at vi er blevet højrøvede. Men det har fået den konsekvens, at det ikke længere er sexet at have ambitioner, det er derimod sexet at have selvironi.

Og misforstå mig ikke, selvironi er fantastisk, men det kan også blive for meget. En overdosis gør dig til Chandler fra Venner, et menneske uden evnen til at tage omverdenen seriøst, og så vil du helt sikkert erfare, at de fleste ikke gider at være sammen med dig i længere tid ad gangen.

Ikke desto mindre, er det den rolle, som mange mænd kæmper for at indtage. Jeg synes, det kunne være hamrende frækt for en gangs skyld at møde en mand, som havde læst en bog, der bare var en smule mere kompliceret end Jussi Adler-Olsens makværker. Men det er som oftest det højeste niveau, vi kan snige os op på.

Kære mandebaby. Det er ikke feminisme, der på magisk vis gør dig overflødig. Det er din egen drengerøvsattitude, som er omtrent lige så tiltrækkende som et par gokkesokker

En sølle samling krimiromaner, som er så forudsigelige, at samtlige amerikanske rom-coms griner hånligt af dem.

Jeg siger ikke, at alle skal sætte sig ned og læse ’Forbrydelse og Straf’ af Dostojevskij. Jeg siger bare, at fordybelse ikke er en forbrydelse, som skal straffes.

Jeg savner at se mænd, der gør sig umage.

Og jeg bliver så træt i mit ansigt af at se, hvordan vi tilsyneladende hylder alle dem, hvis største bedrift er at have bundet en fadøl på under 6 sekunder og bagefter bøvset alfabetet.

Konsekvensen af den allestedsnærværende mandebaby er, at helt almindelige mænd begynder at tro, at det er sådan, de skal opføre sig for at nå til tops.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er de samme mænd, som konstant brokker sig over feminisme, og mener, at kvinder har overtaget det hele, og at de, mændene, nu er blevet overflødige.

Kære mandebaby. Det er ikke feminisme, der på magisk vis gør dig overflødig. Det er din egen drengerøvsattitude, som er omtrent lige så tiltrækkende som et par gokkesokker.

Nu må du se at stramme op!

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce