0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvorfor hylder vi dog mandebabyen?

Mænd i 40’erne med klumpedumpeopførsel og omvendt kasket er blevet en kulturel og social idealkarakter. Det må høre op.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Premium
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Premium
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Uniformen er desværre velkendt: en omvendt kasket, nogle udslidte gummisko, der burde have set indersiden af en container for flere år siden, og de der shorts, der ikke er shorts.

I ved, hvilke jeg mener.

Dem, som går ned over knæet og stopper midt på skinnebenet. Dem, som skriger til omverdenen, at her er en mand, som er stolt af, at han spiser frysepizzaer til aftensmad flere gange om ugen.

Sådan går mandebabyen klædt, og i løbet af de seneste ti år er han blevet et velkendt fænomen i medierne, i populærkulturen og ude i offentligheden. Mandebabyen bliver hyldet som et ideal; som mand er det blevet voldsomt populært at nægte at blive voksen.

Det er blevet fuldt ud acceptabelt, hvis ikke ligefrem tilskyndet, at ligne og opføre sig som en forvokset teenager, til man er langt oppe i 40’erne.

Mænd skal blot adoptere en laissez faire-attitude til livet og deres medmennesker for at være på vej mod stjernerne. Anders Breinholt og Anders Lund Madsen, henholdsvis 43 og 53 år gamle, brugte forleden flere minutter i Go’ Aften Danmark på at tale om Michèle Bellaiches bryster.

Det lignede en scene fra et soveværelse på en efterskole, hvor en flok bebumsede teenagedrenge sidder og griner fjoget over et billede af deres lækre lærerinde. De to Anderser efterlod det indtryk, at de vel nok er nogle unge og frække gutter, men dybden i samtalen skulle måles i milimeter.

De samme slags mænd bliver vi præsenteret for på film. ’Klovn’-filmene og ’Klassefesten’-filmene bugner af fuldvoksne mænd, der er helt ude af stand til at læse andre mennesker, og som ikke har nogen som helst fornemmelse af, hvordan man opfører sig i sociale sammenhænge.

Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby er alle tre virkelig kompetente skuespillere, som har leveret fremragende præstationer førhen. ’Mifunes sidste sang’, ’Italiensk for begyndere’, ’Bænken’, ’Okay’, ’En kort en lang’ og ’Anklaget’ er bare nogle eksempler på, hvad disse tre mænd ellers formår at præstere.

Jeg bebrejder selvfølgelig ikke Berthelsen, Kopernikus og Lyby, at de gerne vil prøve kræfter med den ungvoksne mandebabykarakter.

Hvornår blev det taberagtigt at fordybe sig i ting? Hvornår blev det passé at tage noget som helst alvorligt?

De leverer jo bare, hvad publikum vil have, og vi vil åbenbart have en flok voksne mænd, der ikke laver andet end at drikke sig fra sans og samling, mens de griner højlydt af bøvser og prutter. Vi vil ikke længere have skarpe fremstillinger af dybe og komplicerede personer.

Hvornår blev det taberagtigt at fordybe sig i ting? Hvornår blev det passé at tage noget som helst alvorligt?

Som samfund og forbrugere konsumerer vi de letforståelige og overfladiske mandebabyer, som var de lavet af trøfler og belugakaviar.