Egentlig burde Socialdemokratiet være udslettet. Det er sådan, det er gået søsterpartierne i Europa, som er gået til valg på social retfærdighed, men efterfølgende ikke har kunnet levere.

Måske var socialdemokraternes redning, at Venstres statsministerkandidat var endnu mere utroværdig end Thorning? Eller at Uffe Elbæk trods alt var lidt for alternativ?

Hvorom alting er, så ligger det gamle arbejderparti lunt i svinget her en uge før partikongressen i Aalborg. Meningsmålingerne er ikke prangende, men heller ikke katastrofale, og partiet lader for første gang siden 2001 til at være en selvstændig magtfaktor i dansk politik.

I 00’erne var det Anders Fogh og Lars Løkke, der svingede taktstokken. Det gjorde de helt ind i Thorning-årene, hvor SR-regeringen videreførte den borgerlige regerings økonomiske politik.

Socialdemokratiets alliance med Dansk Folkeparti har imidlertid gjort Statsministeriet til danmarkshistoriens dyreste varmestue. Den borgerlige regering kan ikke gennemføre sin politik og må nøjes med at fedte lidt med bilafgifterne og tage tilskuddet fra højtråbende feminister. Samtidig vokser splittelsen i DF, der for første gang taber stemmer til Socialdemokratiet, mens gamle fremskridtsfolk lader sig charmere af den karismatiske blonde forkvinde for Nye Borgerlige.

Men Mette Frederiksen har også noget, hun skal have indhentet. Siden Poul Nyrups efterlønsgaranti har Socialdemokratiet ødslet den tillid bort, som er blevet opsparet gennem mere end 100 år. Fornemmelsen af, at socialdemokraterne står på den jævne danskers side, vakler. At selv om de med Egon Olsens ord var nogle hundehoveder og hængerøve, så var de sat i verden for sikre den lille mand et ordentligt og trygt arbejdsliv.

I gamle dage var der i enhver kantine og til enhver familiefest altid en glødende socialdemokrat. Det var derfor, Socialdemokratiet kunne hente 2-3 pct. i løbet af en valgkamp. Men de gamle tillidsmænd og onkler med røde seler tier nu. Trætte af at være til grin.

For listen over nyere socialdemokratiske fadæser er efterhånden så lang, at den overstiger sejrene. Den slappe indvandringspolitik var en kæmpe fejltagelse. Og under krisen blev dagpengene forringet, de rigeste fik skattelettelser, og de fælles ejendomme blev foræret væk til udenlandske svindlere.

Socialdemokratiske vælgere har altid accepteret, at man nogle gange må tage et skridt tilbage for at komme to skridt frem. Men den forrige regeringsperiode var i bedste fald hop på stedet.

Ingen steder er Socialdemokratiets svigt tydeligere end metrobyggeriet i København. Det er undfanget under en socialdemokratisk regering i Danmarks rødeste by. Alligevel bliver det opført af tvivlsomme virksomheder, der, takket være EU’s udbudsregler, har omdannet anlægsprojektet til en gang fidusmageri, hvor der svindles med løn og arbejdsmiljø, og hvor alt fra arbejdsmænd til søm har været medbragt fra udlandet. Metrobyggeriet blev endda politianmeldt af fagforeningen 3F, da det sidste år kom frem, at den italienske mafia brugte projektet til at hvidvaske narkopenge og sælge kokain.

Når socialdemokraterne ikke griber ind, misligholder de den overenskomst med vælgerne, der gennem 100 år gjorde partiet til danskernes absolutte favorit.

De svigter den danske drøm om, at alle med flid og hårdt arbejde kan kæmpe sig op i middelklassen og regne med et system, der tager sig af dem i sygdom og nød. De svigter troen på, at der hersker retfærdighed herhjemme, og at Socialdemokratiet er i stand til at sætte muskler bag de gode intentioner. Den socialdemokratiske vision er stadig bedre i pagt med gennemsnitsdanskerens værdier end noget andet partis. De har den rette formand, og til alles overraskelse er socialdemokraterne dem, der skriver bøger og tænker tanker, som giver genlyd langt ind over midten.

Samtidig er det fortsat nødvendigt, at nogen sørger for, at de rige ikke stikker af fra os andre, og at dem med de lave indkomster fastholdes som anpartshavere i samfundets stabilitet. Socialdemokratiet skal groft sagt genopfinde den succesfulde model, hvor partiet agerede mellemmand mellem samfundsklasserne og tvang de privilegerede til at gøre indrømmelser til fællesskabets bedste.

Ude i verden står barometeret på storm, og det er ikke første gang, socialdemokraterne oplever deres søsterpartier styrte i grus. Dengang i 30’erne lykkedes det herhjemme at vise, at der fandtes et alternativ til både den rå kapitalisme og demagogerne til højre og venstre. Det er op til Mette Frederiksen at demonstrere samme format.

fortsæt med at læse

Chefredaktør i ny serie:

Kom nu, centrum-venstre, vi vil begejstres