Adam møder Eva. Sød musik opstår, og inden længe har de taget bukserne af og ligger i Evas soveværelse. Eva gør opmærksom på, at hun ikke kan få børn, så Adam behøver ikke at kaste glans over seancen ved at pårulle det kondom, han så febrilsk sidder og nosser rundt med.
Men Eva har løjet.
Eva kan godt få børn, og hun mener, at Adam er den perfekte sæddonor. Eva ved også, at Adam klart har givet udtryk for, at han ikke ønsker at være far, så derfor narrer hun Adam til at tro, at han ikke kan blive far ved at gå i seng med Eva.
Ni måneder efter engangsknaldet med Adam nedkommer Eva med et barn. Eva oplyser om guldklumpens ankomst til Adam og de relevante myndigheder.
Dette har alvorlige konsekvenser for Adam. Adam skal betale børnebidrag i 18 år, hvilket let kan løbe op i flere hundredetusinde kroner, desuden er Evas barn også tvangsarving til Adam, når han engang dør.
Er det rimeligt, at vi har en lovgivning, der forpligtiger Adam til at betale disse omkostninger, som jo primært er et resultat af, at han er blevet udsat for løgn og bedrag?
Når en person er blevet udsat for et bedrag, så fortæller vores moral og vores lovgivning, at det er den person, der udfører bedraget, der står til at modtage en straf. Men i tilfældet med Adam er det omvendt. Her er det den bedragede, der skal betale ved kasse et, og det til den person, der har udført selve bedraget. Dette er ikke moralsk forsvarligt, og der bør være en lov, der beskytter manden mod selv at skulle bære omkostningerne ved at blive bedraget.
Er det rimeligt, at vi har en lovgivning, der forpligtiger Adam til at betale disse omkostninger, som jo primært er et resultat af, at han er blevet udsat for løgn og bedrag?
Thomas Søbirk
Eksemplet viser, at dét, der i debatten bliver kaldt juridisk abort - nemlig at en mand i visse situationer bør kunne afvise at være en far - juridisk set bør være en mulighed.
Eksemplet med Adam og Eva er forhåbentligt ikke noget, der sker særligt ofte i den virkelige verden. Men der kan være andre situationer, der også kalder på en mulighed for juridisk abort. Eksempelvis hvis kvinden eller en medskyldig stjæler eller franarrer en mand hans sæd (ved f.eks. at bruge hans sæd fra et brugt kondom) og så bruger den til at inseminere sig selv eller andre kvinder.
Et tredje eksempel på ufrivilligt faderskab kan opstå, hvis manden beskytter sig, og kondomet springer, og kvinden herefter bliver gravid. I dette, formoder jeg, mere realistiske eksempel, er der også god grund til at mene, at det skal være muligt for manden at undgå at betale f.eks. børnebidrag i 18 år.
At der ikke er ligestilling mellem kønnene, når det handler om fri abort er velkendt og accepteret i Danmark. Kvinder kan vælge at få et barn, selvom manden ikke ønsker barnet. Og omvendt kan kvinder vælge at abortere et foster, selv om manden ønsker barnet. I disse situationer respekterer vi kvindens valg frem for mandens og fostrets. For at tvinge kvinder til at gennemføre en graviditet mod deres vilje, tror jeg, at de fleste vil betragte som umoralsk.
Dette lyder jo umiddelbart fint nok. Men da alle kvinder yderligere har mulighed for at bortadoptere barnet lige efter, at det er født, forekommer det urimeligt, at mænd i de førnævnte eksempler ikke skulle have samme mulighed. Når en kvinde kan bortadoptere sit barn efter fødslen, er der jo tale om en slags juridisk abort. Begrundelserne bag denne mulighed for kvinder kan være, at kvinden psykologisk, socialt og økonomisk ikke kan overskue at bliver forælder. Men det samme kan jo gælde for manden.
Skriv kommentar