I dag har filmen 'Jernladyen' om Margaret Thatchers liv og karriere premiere i de danske biografer. Allerede inden filmen overhovedet er blevet vist, har heppekoret af borgerlige debattører stillet sig i kø for at lovprise Thatcher for hendes uudslettelige aftryk på eftertiden.
Højrefløjens heppekor har ret i, at hun har sat dybe spor for eftertiden, men der er bestemt ingen grund til at hylde det. Under det seneste parlamentsvalg i Storbritannien, i maj 2010, var jeg ovre for at give en hjælpende hånd til vores trængte kammerater i Labour.
I valgdistriktet Barking-Dagenham i det østlige London, som er en Labour-højborg og et traditionelt arbejderdistrikt, førte jeg valgkamp i en lille uge. Finanskrisen havde ramt enormt hårdt her.
Kun få år tidligere havde bilfabrikanten Ford lukket en fabrik, der beskæftigede 40.000 arbejdere. Arbejdsløsheden i distriktet er højere end nogensinde. De sociale problemer er enorme. Uddannelsessystemet var nærmest brudt sammen.
Alligevel var det ikke de problemer, der fyldte mest, når man talte med den almindelige vælger eller Labour-aktivist. Det var frygten for igen at få en konservativ regering og vende tilbage til Thatcher-tidens asociale og ødelæggende politik.
På kaffekrus, T-shirts, kofangere og plakater stod budskabet 'I Still Hate Thatcher'.
Selv om konen er blevet gammel og senil, lever hadet til hende i bedste velgående. Det har den britiske arbejderklasse god grund til, det har vi grund til i Danmark – og jeg melder mig som en af dem.
LÆS ANMELDELSE
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
Skriv kommentar