Nedslidning. Herhjemme konkurrerer Morten Østergaard og de radikale om, hvem der kan forslå at hæve pensions alderen mest. De har ikke fattet, at de mennesker, der har kortest uddannelse og lavest løn, og som lever kortest tid, arbejder langt mere end akademikerne. Derfor må vi finde en ny model for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, mener Peter Hummelgaard. Arkivfoto: Finn Frandsen.

Nedslidning. Herhjemme konkurrerer Morten Østergaard og de radikale om, hvem der kan forslå at hæve pensions alderen mest. De har ikke fattet, at de mennesker, der har kortest uddannelse og lavest løn, og som lever kortest tid, arbejder langt mere end akademikerne. Derfor må vi finde en ny model for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, mener Peter Hummelgaard. Arkivfoto: Finn Frandsen.

Peter Hummelgaard Thomsen

Kom nu med en værdig pension til folk med de hårdeste job

Herhjemme forsøger vi at presse endnu mere ud af dem, der har slidt mest. Men forskellen mellem en nedslidt kuffertslæber i lufthavnen og en akademiker bag skrivebordet er enorm, og det skal vi tage hensyn til. Selv i Tyskland har Angela Merkel indset, at der er grænser for, hvor længe man kan knokle.

Peter Hummelgaard Thomsen

Den korte fortælling om det danske pensionssystem er, at vi har indrettet os med en tilbagetrækningsalder, hvor mennesker med de korteste uddannelser, den laveste løn og det mest fysisk krævende arbejde skal være længst tid på arbejdsmarkedet og have færrest år på pension. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Det er ikke, fordi det kommer bag på mig. I min familie er de fleste startet tidligt på arbejdsmarkedet, har ingen eller kort uddannelse og hører til i lavtlønsgruppen. Nedslidning er et meget konkret og dagligt spørgsmål, når mor er rengøringsdame i starten af sine 50’ere, far er kuffertslæber, og stedfar er fragtarbejder.

Det er ikke kun i min familie, at spørgsmålet om tilbagetrækning fylder meget. De sidste måneder har jeg dagligt besøgt arbejdspladser og spist frokost med de ansatte i kantinerne. Det har faktisk chokeret mig, hvor meget det fylder på de arbejdspladser, hvor de ansatte har påbegyndt deres arbejdsliv tidligst, er kortest uddannet og lønnen er lavest. Her er det tema nummer ét.

Problemet er bare, at politikerne ikke diskuterer det. I stedet konkurrerer Morten Østergaard og de radikale med højrefløjen om, hvem der kan foreslå at hæve pensionsalderen mest. Det der – in mente – med tiden vil blive til den højeste pensionsalder i Europa. Det er, som om de ikke forstår, at den slags tiltag har konsekvenser ude i den virkelige verden for alle dem, der står op hver morgen og går på arbejde. For kufferterne i Kastrup Lufthavn er ikke blevet lettere af, at man har afskaffet efterlønnen.

De seneste år har vi med rette brugt megen tid på at diskutere den halverede dagpengeperiode. Med god grund, for reformen har vist sig at ramme helt ved siden af. Men for mig at se bliver afskaffelsen af efterlønnen en mindst lige så stor bombe under vores arbejdsmarked og vores velfærdsmodel.

LÆS DEBAT

Tilbage i 2011 stod Kristian Thulesen-Dahl og Lars Løkke faddere til den såkaldte ’tilbagetrækningsreform’, som var en de facto afskaffelse af efterlønnen. Det betød, at titusindvis af lønmodtagere med korte uddannelser ikke vil få mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, når de var nedslidte, men skulle fortsætte til pensionsalderen. Og med en pensionsalder, der samtidig stiger og stiger i takt med middelelvetiden, kan unge i dag se frem til at skulle arbejde, til de er et godt stykke over de 70 år.

Er man kommet ud på arbejdsmarkedet som ufaglært direkte fra folkeskolen som 16-17-årig, kan man altså se frem til et arbejdsliv på op til 57 år! Det vil ganske enkelt ikke være muligt for de mange ufaglærte, som har hårdt fysisk arbejde. For denne gruppe var efterlønnen en mulighed for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, mens kroppen stadig var i nogenlunde form. Det var et spørgsmål om værdighed og retfærdighed.

Samtidig betyder afskaffelsen af efterlønnen, at ufaglærte skal arbejde væsentlig længere end folk med lange, videregående uddannelser.

Betonarbejderen, rengøringsdamen og slagteriarbejderen, der bruger deres krop dagen lang og har minimal indflydelse på eget arbejdsliv kan som nævnt komme op på et arbejdsliv på 57 år. Mens en akademiker, der kommer ud på arbejdsmarkedet som 26-27-årig, sidder bag skrivebordet og har maksimal medbestemmelse på sit arbejde, altså har et arbejdsliv på ca. 45 år.

I snit vil akademikeren altså arbejde ti år kortere end den ufaglærte. Det er desværre en kendsgerning, at ufaglærte dør tidligere end folk med videregående uddannelser. Tal fra AE-Rådet viser, at ufaglærte har op til fem års kortere levetid end akademikere. Men vores pensionssystem tager slet ikke højde for de forskelle.

Selv om jeg sagtens kan se, at vi ikke havde behov for en efterløn, der dækkede alle på arbejdsmarkedet, så er det ligeså åbenlyst uholdbart, at de mest hårdtarbejdende og nedslidte danskere skal betale prisen for alle os andre og have de dårligste pensionsvilkår.

Den nuværende løsning med afskaffelse af efterlønnen ser sikkert godt ud i Finansministeriets regnemodeller, hvor det skaber strukturel balance og øger udbuddet af arbejdskraft. Men det har meget lidt med virkeligheden at gøre, når den gradvise udfasning af efterlønnen betyder, at titusinder af ufaglærte lønmodtagere skal arbejde til de er over 70 år. Det er simpelthen ikke muligt.

LÆS DEBAT

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der behov for, at vi allerede nu tager en diskussion om, hvad vi kan sætte i stedet. Vi skal udvikle en pensions-politik, der bygger på principper om ret og pligt. Og som er retfærdig og værdig for alle mennesker.

Jeg mener ikke, at vi kan eller skal genindføre efterlønnen, som den så ud i gamle dage, men vi har brug for en ny løsning her og nu. Det lange seje træk med fokus på arbejdsmiljø og forebyggelse er måske noget af det allervigtigste i det lange løb, men de stadig flere nedslidte danskere har brug for en løsning hurtigst muligt.

For kufferterne i Kastrup Lufthavn er ikke blevet lettere af, at man har afskaffet efterlønnen

I Danmark ønsker flere at presse endnu mere ud af dem, som i forvejen har leveret flest år på arbejdsmarkedet. I vores naboland, Tyskland, går man den stik modsatte vej. Her har selv kansler Merkel måttet sande, at der er grænser for, hvor længe man kan knokle på arbejdsmarkedet. Under regeringsforhandlingerne fik socialdemokraterne i SPD nemlig trumfet igennem, at indføre en mere fleksibel tilbagetrækningsalder. Det kommer over 10 millioner tyskere til gavn. Kernen i reformen, det såkaldte ’Rentenpaket’, er, at alle tyskere, der har arbejdet i mindst 45 år, kan gå på pension når de fylder 63 år. Det kommer især mange faglærte og ufaglærte tyskere til gode, som ellers ville være i overhængende risiko for nedslidning.

På de hjemlige breddegrader har også det gamle specialarbejderforbund SiD, som oprindeligt præsenterede forslaget om en efterlønsordning, formuleret konkrete løsninger. I deres forslag skulle efterlønnen reserveres dem med de korteste uddannelser. Det kan gøres ved at lave en liste over særligt udsatte brancher, hvor medarbejdere kan få mulighed for at trække sig tidligere tilbage.

En anden model er, at vi tænker det som en klippekortordning, hvor hver borger får et klippekort med f.eks. 8 klip, svarende til 8 års uddannelse, f.eks. ungdomsuddannelse plus en lang videregående uddannelse. Har man ikke brugt sine klip på uddannelse, kan de bruges på tidligere tilbagetrækning i forhold til pensionsalderen.

Den konkrete model kan diskuteres og jeg kan ikke alene foreslå en færdig opskrift på hvordan en fleksibel tilbagetrækning kunne se ud. Men en model, der 1) tager højde for antal år på arbejdsmarkedet, 2) uddannelseslængde og 3) branchens egentlige karakter bør være nogle af de elementer, som vi skal se mere grundigt på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det afgørende er, at politikerne indser at det nuværende tilbagetrækningssystem er skævt, uværdigt og alt for langt fravirkeligheden.

»Who will take care of you? How'll you get by, When you’re too old to work and too young to die?«. Sådan spurgte den amerikanske folkesanger Joe Glazer tilbage i 1950’erne, da kampen for retten til en ordentlig og værdig pension buldrede i hele den vestlige verden.

Den kamp skal vi have genoplivet. Og derfor har vi brug for en fleksibel tilbagetrækning, der matcher virkelighedens konkrete udfordring med nedslidning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden