De danskere, der hvert år medvirker til at markere eller fejre Kvindernes Internationale Dag 8. marts, er vant til, at kritikere benytter anledningen til at bringe alle forudsætninger for kønsdebattens eksistens i miskredit.

I år var ingen undtagelse. Begrundelsen, som en række debattører og politikere var blevet enige om at benytte denne gang, var relateret til Grimhøj-debatten. TV 2’s dokumentarudsendelser om emnet blev nemlig sendt netop i de dage, hvor medierne i forvejen havde fokus på Kvindernes Internationale Dag. Som bekendt har denne debat blandt andet afdækket, hvordan mange etniske minoritetskvinder i Danmark lever under stærkt patriarkalske normer og værdisæt, som undertrykker dem på dybt urimelige måder.

Kritikken lød i al sin enkelhed: Dels er alt det arbejde, som ligestillingsorganisationerne og tusindvis af enkeltpersoner gør for at fremme ligestilingen herhjemme, inderligt overflødigt og verdensfjernt. Og dels er organisationerne ligeglade med det eneste virkelige ligestillingsarbejde, der er værd at tage fat i, nemlig arbejdet for at fremme etniske minoritetskvinders position.

De to positioner blev på forskellig vis lagt frem i blogs af Folketingets formand Pia Kjærsgaard (TV 2’s hjemmeside, 7. marts) samt bloggerne Amalie Lyhne (Berlingske, 8. marts), Mads Kastrup (Ekstra Bladet, 10. marts) og Kathrine Lilleør (Berlingske, 12. marts).

Kathrine Lilleør sagde det mest kategorisk: ’Sandheden er, at der kun findes ét virkeligt ligestillingsemne i dagens Danmark: Undertrykkelsen af kvinder af anden etnisk herkomst end dansk’. Og Amalie Lyhne afskrev bevægelsens aktiviteter som selvoptaget svælgen i verdensfjerne luksusproblemer.

Men de to positioner er ikke særlig troværdige. For der er ganske enkelt ingen evidens for, at det skulle forholde sig sådan, som disse kritikere siger. Og Lilleørs udsagn var lige præcis ikke sandheden, men derimod blot en udannet, manipulerende påstand, der tjente det formål at latterliggøre enhver ligestillingsbestræbelse, som ikke lige angik etniske minoritetskvinder.

For det første er det lodret forkert, at ligestillingsproblemerne i dag skulle være ren og skær klynk, selvoptagethed og forsøg på opmærksomhed. De senere års omfattende fokus på kvinder, der bliver udsat for sexisme, nethad, stalking, vold, hævnporno, voldtægt og endda jalousimord, viser indlysende, at der er tale om reelle problemer. Det samme gælder de problemer for mænds ligestilling angående barsel og samkvemsret, som også har været en vigtig del af debatten.

Havde de nævnte kritikere for ti år siden indvendt, at kønsdebatten var overflødig hvad angik etniske danskere, kunne jeg bedre have forstået det, om end jeg ikke ville have været enig. For debatterne om sexisme, voldtægt m.v. var dengang slet ikke så præsente i medierne. Men at mene det i 2016 er udtryk for enten virkelighedsfornægtelse eller manglende evne til at orientere sig i nyhedsbilledet.

For det andet har mange af de organisationer og centre, som på forskellig vis har etniske minoritetskvinders tarv som et indsatsområde, i årevis gjort sig erfaringer netop på dette område.

Eftersom omkring halvdelen af kvinderne på danske krisecentre har etnisk minoritetsbaggrund, betyder det, at disse centre har værdifuld erfaring med, hvordan undertrykkelse kan foregå i etniske minoritetsmiljøer, og hvordan social kontrol søges udøvet her. Denne viden kan vise sig at være vigtig i hele processen med at få afdækket danske imamers aktiviteter. Noget lignende gælder den viden, som organisationer som ExitCirklen, LiveRehab og Kvinfo på forskellige måder har skabt gennem deres empowering af kvinder fra etniske minoritetsmiljøer.

Derfor har disse organisationer og centre formodentlig den bedste faglighed og ekspertise til at tage sig af ligestillingsproblemer også for etniske minoritetskvinder. De nævnte kritikere burde derfor skabe lydhørhed for øgede midler til disse organisationer og centre, i stedet for at kritisere deres tilstedeværelse.

Men jeg må spørge de kritikere, jeg her har nævnt: Når de – ligesom jeg – finder det essentielt vigtigt at hjælpe etniske minoritetskvinder til at have retten til selvbestemmelse over deres egen krop, deres økonomi, deres uddannelsesmuligheder og så videre, hvorfor gør de så ikke selv noget ved sagen, i stedet for bare at forvente, at andre uden videre gør det?

Svaret blæser i vinden.

fortsæt med at læse

Feminisme har ingen farve