Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Selvfølgelig må Bieber have dreadlocks, men han risikerer at fremstå privilegieblind

Debatten om kulturel appropriation er tiltrængt i et land, hvor hverdagsracismen har alt for gode kår, og hvor hvidhedsprivilegier bliver anset for naturlige.

Henrik Marstal

Et indslag i Deadline på DR 2 i mandags om kulturel appropriation har vakt ganske megen debat.

Det gælder lige fra de seriøse, nysgerrige eller undrende kommentarer, indslaget har affødt, over Rune Lykkebergs leder i Politiken onsdag til horden af hvide mandlige facebooktrolls, der i flok måske mest af alt flasher deres egen angst for at skulle afgive blot en flig af deres nedarvede privilegier.

LÆS LEDER

Jeg blev selv interviewet i indslaget, og jeg sætter stor pris på, at emnet nu er blevet genstand for debat også blandt hvide danskere. For selv om mange kategorisk afviser, at der overhovedet kunne være et problem, mener jeg, at debatten kan medvirke til at skabe øget opmærksomhed om de måder, hvorpå vi foretager kulturudvekslinger mellem individer og grupper af forskellige etnicitet og oprindelse, især mellem hvide på den ene side og så alle andre på den anden. Og det er tiltrængt i et land, hvor hverdagsracismen har alt for gode kår, og hvor hvidhedsprivilegier bliver anset for naturlige.

Derfor er jeg også glad for, at Rune Lykkeberg skriver om emnet på lederplads. Debatten i Deadline tog afsæt i et aktuelt eksempel, nemlig popsanger Justin Biebers nye dreadlockfrisure, som er blevet diskuteret intenst ikke mindst i USA. Lederen har titlen ’Sæt dit hår, som du vil, Justin Bieber’, og Lykkeberg hævder her, at debatten er forfejlet og unødvendig, fordi kulturelle udvekslinger jo er uundværlige for verdenssamfundet.

Det kan undre, at Lykkeberg i lighed med Bieber heller ikke lader til at være opmærksom på sin privilegerede udsigelsesposition

Sjovt nok var det præcis den pointe, jeg selv lagde ud med i udsendelsen i mandags, men jeg kaldte disse udvekslinger for assimiliering eller akkulturation, ikke appropriation. Og dog slutter Lykkeberg sin leder med ordene: »De rette ord for det, de kalder ’kulturel appropriation’, er inspiration og generøsitet og fællesskab«.

Se, det ville jeg selv være meget forsigtig med at hævde. De tre ord inspiration, generøsitet og fællesskab er de lykkeligste udtryk for kulturel udveksling eller input fra en kultur til en anden.

Men når en både rig, verdenskendt, feteret og hvid sanger som Justin Bieber – eller for den sags skyld for 3 år siden både Miley Cyrus og Kate Perry – i en hvid kulturkreds som den nordamerikanske indoptager ikkehvide kulturers særlige praksisser, skal det selvfølgelig gøres respektfuldt og med forståelse for den kontekst, disse praksisser er udtryk for eller et resultat af.

LÆS MERE

Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ’eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.

Hvad angår Rune Lykkebergs leder, er jeg med på præmissen om, at en sådan skal være både kort og polemisk. Alligevel kan det undre, at Rune Lykkeberg i lighed med Bieber heller ikke lader til at være opmærksom på sin privilegerede udsigelsesposition. I Lykkebergs tilfælde er det som hvid, som mand, som etnisk dansk, som medlem af en kulturelite, som redaktør i en stor avis og endda som en samfundsdebattør og forfatter med stor gennemslagskraft.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS MERE

Med andre ord lader han hånt om, at der er en række mere eller mindre latente magtbegreber på spil, både når Justin Bieber sætter sit hår, som han vil, og når Lykkeberg selv giver sin opbakning til det.

Men lige præcis denne magtudøvelse er der grund til at problematisere i en tid, hvor det hvide menneskes privilegier til trods for indædt modstand fra mange i forvejen er kommet til debat. Derfor er det nødvendigt, at vi fortsat holder fokus på emnet, så ikke mindst de mest privilegerede af os kan blive bare lidt klogere på, hvornår noget er kulturel appropriation, og hvornår det ikke er.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce