Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Noa Redington
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad kan SF, som Enhedslisten og Alternativet ikke kan gøre bedre?

Hvis venstrefløjen nedsatte en strukturkommission, ville den anbefale, at antallet af partier til venstre for liste A reduceres fra 3 til 2.

Noa Redington
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I næste weekend holder Socialistisk Folkeparti landsmøde i Vingstedcentret i Vejle. Her er en belysning, der får alle til at se trætte og grå ud. Mad efter prisen for slet ikke at tale om drikkevarerne. Og dog er det et særligt sted. For det var her, daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for 12 år siden for alvor skød strukturreformen i gang. 271 kommuner blev til 98. 13 amter blev til 5 regioner. Danmark blev mere effektivt.

Det er tvivlsomt, om SF’s praktiske grise er klar over symbolikken, men sandheden er jo, at den danske venstrefløj har brug for, at der bliver nedsat en strukturkommission. Sådan en med kloge kvinder og mænd, der kan se på, om man nu har indrettet sig helt optimalt.

For er der virkelig plads til så meget politisk leben til venstre for Socialdemokratiet? Jeg ved godt, at man ikke må kalde Alternativet et venstrefløjsparti. Fy skamme. Men de peger på en S-ledet regering, og i et ubevogtet øjeblik har partiet tilsluttet sig Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe i Nordisk Råd. Man kunne jo bare have ladet være.

Så bundlinjen er, at der p.t. findes tre venstrefløjspartier i Folketinget. Og det bliver der ved med, lige så længe vælgerne ønsker det. Det siger sig selv. Men er dette, ud fra venstrefløjens eget ønske om at påvirke Danmark, optimalt? Jeg tvivler, og jeg er overbevist om, at venstrefløjens strukturkommission ville komme frem til følgende konklusion:

Med tre partier på venstrefløjen bruger man mere tid på at positionere sig i forhold til hinanden end på at formulere en sammenhængende og konstruktiv kritik af det danske samfunds udfordringer, at styrke den sociale retfærdighed og fremme den globale bæredygtighed. Man konkurrerer om de samme sponsorkroner i fagbevægelsen med den effekt, at emner som eksempelvis dagpenge og Uber får en helt ekstraordinær central opmærksomhed, der ikke modsvarer deres betydning for vælgerne og Danmark. Og med tre partier til venstre for Socialdemokratiet vil fristen til at skrue op for angrebene på liste A blot vokse, i takt med at vi nærmer os et folketingsvalg, med den konsekvens, at den røde blok kommer til at se ekstra vakkelvorn ud. På den baggrund anbefaler strukturkommissionen, at antallet af venstrefløjspartier reduceres fra tre til to.

Det er faktisk et stort tab, at Holger K. Nielsen har valgt ikke at genopstille. Hvor er Gandalf, når man har brug for ham?

De snedige kommissionsmedlemmer vil naturligvis ikke sige, hvilket parti der skal i den sorte gryde. Det må politikerne selv rode med. Derimod opstiller de nogle få principper for, hvordan venstrefløjen skal blive mere slagkraftig – et ord som ’effektiv’ undgår man klogt, da det smager af, oh ve, oh rædsel, new public management.

For det første skal partiet have en unik politisk position. For det andet skal partiet have en personkreds, der både tæller politikere på toppen med tyngde og gennemslagskraft og et lag af uomtvistelige talenter. Nu kan processen så begynde.

Ret beset har Enhedslisten en stærk og særegen plads. Man står ved sin socialistiske baggrund, om end diskussionen om revolutionen helst tages indendørs og for nedrullede gardiner. Man er – vist nok – modstander af den faste kronekurs, selve fundamentet for dansk økonomisk politik. Så ved man, at de mener det med at ændre Danmark alvorligt. Personkredsen kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Venstrefløjens All Star-hold anført af navne som Per Clausen, Frank Aaen og Line Barfod snubler over hinanden på vej ind ad døren til Enhedslistens årsmøder. Og evnen til at udklække politiske talenter er ganske enkelt second to none. Tænk blot på Johanne Schmidt-Nielsen, Pernille Skipper, Pelle Dragsted og Stine Brix. De kan deres kram.

LÆS MERE REDINGTON

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så ud fra et ønske om at styrke venstrefløjen giver det næppe mening at nedlægge liste Ø.

Hvad så med Alternativet? De har en helt unik platform. De er grønne og glade – måske den største mangelvare i dansk politik. De er utvetydigt internationale. De er moderne og har nymodens interesse. De er mere end et fænomen. De er en del af en megatrend. Slå lige den! Personkredsen med Uffe Elbæk og nu også Manu Sareen i spidsen er stærk. De samler talenter fra store dele af det politiske spektrum.

Så mon ikke det klogeste er at lade Alternativet være Alternativet?

Det efterlader os så med Socialistisk Folkeparti. Partiet har for længst fejret 50-års fødselsdag, og folkesocialisterne er da også historisk set et forsøg på at finde en plads mellem den danske socialdemokratisme og Moskva-kommunismen. Man opsamlede miljø-, freds- og kvindebevægelsen. Det var en unik politisk alliance. Faktisk så original, at SF var blandt de mest avancerede venstrefløjspartier i Vesteuropa. Så faldt Muren, og med et trylleslag var man groft sagt først og fremmest et korrektiv til Socialdemokratiet.

Siden har partiet haft op- og nedture. Optur med Villy Søvndal og astronomiske meningsmålinger og historisk gode valg. Nedtur med Villy Søvndal, Annette Vilhelmsen og Pia Olsen og virkelig ringe valg. Pyt. Det går op, og det går ned.

Pointen er, at SF’s særegne politiske position er svær at få øje på. Ikke bare i dag, men også for de kommende år. Det hænger blandt andet sammen med, at talentlaget i SF er skrumpet gevaldigt – og her tænker jeg absolut ikke på, at jeg selv efter en god og sjov periode i SFU i slut80’erne sagde farvel til Holger og konen, da de sagde farvel til unionen – men på det massive dræn, der har været i folketingsgruppen og blandt byrådsmedlemmer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I det lys er det faktisk et stort tab, at Holger K. Nielsen har valgt ikke at genopstille. Hvor er Gandalf, når man har brug for ham?

Stemningen vil helt sikkert være god, når folkesocialisterne mødes i næste weekend. Den, der lever stille, lever godt. Men når SF’erne i næste weekend har sunget diverse sange og hørt formand Olsen dundre lidt til den ene side og lidt til den anden, ville det være interessant, hvis de svarede klart på følgende spørgsmål: Hvad kan folkesocialisterne, som Enhedslisten og Alternativet ikke kan gøre bedre?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden