Frygt. I Egypten frygter man at Det Muslimske Broderskab kaster sit puritanske blik på kulturlivet og begynder en islamisk kulturrevolution.
Foto: AMR NABIL/AP

Frygt. I Egypten frygter man at Det Muslimske Broderskab kaster sit puritanske blik på kulturlivet og begynder en islamisk kulturrevolution.

Signatur

Håbet for Egypten hænger i en tynd tråd

Et besøg i Egyptens kulturministerium bekræfter frygten for en islamisk kulturrevolution i landet.

Signatur

Vi er på vej til kulturministeriet i Kairo - et hvidt kompleks på øen Zamalek midt i Nilen.

Der bor omkring 18 millioner mennesker i byen, der for lidt over to år siden oplevede en revolution, som mange nu betegner som en opstand.

Euforien, som Kario emmede af i 'de 18 dage', som det romantisk hedder om tiden umiddelbart før Mubarak blev afsat som præsident, er afløst af rådvildhed og dyb bekymring.

Blandt de uafhængige kulturpersonligheder, som en gruppe danske journalister - deriblandt jeg selv - mødte sidste uge på en tur arrangeret af Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, hersker der enighed om, at tiden siden revolutionen ikke har gjort tingene bedre.

Det muslimske broderskab, som vandt et demokratisk valg i 2012, har travlt med at konsolidere sin politiske magt. Dets popularitet er stærkt dalende, og broderskabet har ført en hård kamp om landets forfatning, mens et stærkt militær, en svag opposition, politi og efterretningstjenester synes at afvente den spændte situation.

Kunst skal slet ikke være i konflikt med religion

I boghandlernes vinduer står Che Guevaras kampskrifter side om side med Hitlers 'Mein Kampf'. Kulturlivet virker udsultet af mange års stærk kontrol, lidt på samme måde som Østeuropa efter Murens fald. Mubaraks diktatur har styret den frie kunstneriske bevægelse stramt og rationelt, men uden at præge kulturen ideologisk.

Frygten er nu, at Det Muslimske Broderskab kaster sit puritanske blik på kulturlivet og begynder en islamisk kulturrevolution.

Efter at have mødt kunstnere, filminstruktører og forfattere, som alle frygter for fremtiden, møder gruppen af danske journalister Egyptens vicekulturminister Said Tawfik, der tager imod med et smil.

Han sætter sig ved et slags kateder i ministeriets mødelokale, men ved slet ikke, hvad han nu går ind til. I en aflang hestesko sidder holdet af journalister, loaded med flere dages nervøse beretninger fra kritiske intellektuelle. Spørgsmålene er fra starten kontante og handler om ytringsfrihed.

Tawfik forklarer vævende, at der er en misforståelse mellem kunst og moral. »Kunst skal slet ikke være i konflikt med religion«, siger han og underbygger med korancitater på 'traditionelt arabisk', hvilket - berettiget eller ej - får journalisternes alarmer til at blinke rødt.

Sagen er, at vicekulturministeren er fanget som en egyptisk skarabæ mellem to negle. Han blev indsat i kulturministeriet, før Det Muslimske Broderskab fik magten, og hører til Egyptens intellektuelle elite.

Men med broderskabets overtagelse af præsidentpaladset er hans opgave måske først og fremmest blevet at holde en islamisk kulturrevolution ude i strakt arm.

Når han vælger at blive på sin forpost, er det ifølge ham selv, fordi mange af hans ligesindede intellektuelle beder ham om at blive af den simple grund, at alternativet er langt værre.

»Jeg er bare et menneske«, som hans siger: »Der er grænser for, hvad jeg kan modstå«. Den pinagtige situation åbenbares i Tawfiks gradvise nedsmeltning, som de danske journalister sætter i gang med en hård og direkte kritik, der ikke virker som noget, man er vant til i det egyptiske kulturministerium.

Der bliver spurgt til en konkret scene i en film, som er blevet bortcensureret af religiøse hensyn.

Vicekulturministeren virker i dette øjeblik så opgivende, at det er svært ikke at fatte medlidenhed med ham

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det uklare svar fra viceministeren bliver strakt fulgt op: »Hvordan kan du acceptere, at der foregår den form for censur?«.

Det nølende svar lyder: »Ministeriet er ikke ansvarlige for kulturen«, hvorefter de danske journalister hoverende kan konstatere, at ministeriet altså slet ikke har nogen magt over det område, det forvalter.

»Nej, jeg har ingen magt«, erkender Tawfik og ser ned i katederet: »Jeg er meget træt - ikke bare nu - men i det hele taget«. Og vicekulturministeren virker i dette øjeblik så opgivende, at det er svært ikke at fatte medlidenhed med ham.

Der er længe stille i lokalet. TV-avisens venlige kulturredaktør bryder endelig tavsheden: »Har du da slet ikke noget håb?«, spørger han.

Vicekulturministeren smiler bedrøvet og svarer denne gang på engelsk: »I hope I don't lose hope«. Den sætning synes at være en meget præcis beskrivelse af den ængstelige stemning i Egypten lige nu.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce