Mine herrer, det er ved at være slut. Konen flytter hjemmefra, hun har for længst fået nok af kernefamilien. Hun håndplukker elskeren på nettet, og med den anden hånd uddanner hun sig både forfra og bagfra med det sikre resultat, at hun også snart kommer og tager dit job. Mand, du er bare så meget i krise! Nogenlunde sådan ser verden ud, når man læser Berlingske Tidendes sommerserie med titlen ’Dig og mig og vi to’. Bad news For mænd er serien – på overfladen – en tilsyneladende endeløs stribe af bad news: Sociologguruen Emilia van Hauen vurderer nøgternt, at »manden i dag på mange måder er blevet praktisk unødvendig, for kvinder kan klare sig selv – og selv arbejde sig til tops i samfundet«. LÆS OGSÅProfessor: Kvinder er ikke så god arbejdskraft som mænd Selv i Asien, hvor drengebørn altid har været opskriften på en god fremtid, er »kvinder den nye hårde, inflationssikre valuta«. Ikke engang som undertrykkere kan mændene holde bastionen, for »babyen har overtaget mandens rolle som den primære kvindeundertrykker«, hedder det. Kvindernes skyldfølelse Der er blot en enkelt ting, der undrer mig, når jeg læser de mange interessante artikler: Hvor er mændene henne i den serie?
Og hvordan kan det egentlig være, at mænd næsten altid gøres til passive ofre, når vi taler ligestilling? Er det, fordi den logiske konsekvens er, at alt det med kønsroller, børn og familie på den måde (for)bliver kvindernes eget ansvar? Dykker man lidt ned i sommerens artikler, opdager man pludselig, at de mange pointer om de stærke, moderne kvinder faktisk ikke så meget handler om at dunke mændene oven i hovedet med alle deres køns nederlag; næ, det handler i langt højere grad om at diskutere kvindernes egen skyldfølelse. Ingen fædre ’Mødre overdriver selvkontrollen’ er f.eks. overskriften på en artikel om, hvordan moderne kvinder kæmper med at være perfekte mødre, længe inden og længe efter at børnene er født. Det fortæller en masse mødre og en håndfuld eksperter så om gennem en ganske lang artikel. Mødte man nogen fædre? Niks. De regnes åbenbart ikke med som nogen, der kan tænkes at træffe beslutninger om indkøb af sutter uden ftalater eller om rygeregler i hjemmet. LÆS OGSÅUligeløn kan let forklares, men ikke forsvares Forstå mig ret: Jeg køber præmissen om, at det er noget andet at blive og være mor i dag, end det var for blot 10 eller 20 år siden. Jeg køber også, at det pibler frem med nye familietyper. Herregud: Mine genboer er et lesbisk par med en søn, der så igen har to brødre, fordi hans far har flere børn, ja, det vil sige, det er vist kun den ene bror, der er biologisk, men du forstår pointen. Og så er der min gode ven, som trods mange hel- og halvhjertede forsøg aldrig har fundet den perfekte mor til sine børn, og som derfor har valgt at få et barn med en god veninde, han stoler på. Hun har det ligesådan. Det er nyt og moderne. Men fælles for disse historier er, at de jo også i større eller mindre grad involverer mænd. Og vel at mærke stærke mænd, som er alt andet end ofre. Forældet fyrtårn I en voxpop spørger Berlingske Tidende (selvfølgelig) erhvervsmedieguruen Asger Aamund, hvornår kvinder skal få deres børn. »Hvis kvinder vil have en karriere i erhvervslivet, vil jeg stærkt råde dem til at få børn, mens de studerer«, svarer han. Man kan ikke være direktør og tage barsel. Tja, sådan ser verden formentlig ud, hvis man sidder i Aamunds fyrtårn fra det forrige årtusinde. LÆS OGSÅSådan får man flere kvinder i topjob I den virkelige verden har både arbejdsgivere og mænd rykket sig. Men den moderne mand har endnu ikke fået adgang til Berlingskes sommerserie. I stedet stiller redaktionen sine læsere et spørgsmål, som siger meget om tankegangen: »Er mænd fremtidens tabere?«, spørger avisen. Jeg mener: Hvis mænd er fremtidens tabere, hvem er så taberne nu?
