I en gammel søfartsby, som i dag er et af den danske vestkysts populære turistmål, går der en mand frem og tilbage langs diget, som skal beskytte byen mod vandet, hvis en storm skulle få det til at stige. Han har gråt hår og sørgmodige øjne. Han kigger ud over Vadehavet, men ser en ørken. Han lytter til strandskadernes fløjten, men hører lyden af bomber, som falder. Han ser glade turistfamilier med is og husker alle dem, som er døde. Manden er blevet indlogeret i et af de gamle stråtækte skipperhuse med sin familie, eller det af den, som er tilbage. Med det globale tegn for død – en finger hen over halsen – fortæller han, at fire af hans børn er blevet dræbt. Men to af børnene og deres familier overlevede og er med, og i alt er der mange syrere i det gule skipperhus. Bedsteforældre, mænd, koner og børn, som sidder på græsset i haven og er et stykke påtrængende virkelighed i feriens ubekymrede dvale.

Imens er flugten over Middelhavet det store emne. Sådan har det været de sidste mange somre i Europa. Som enhver kunne havde forudset, er strømmen af flygtninge og migranter dirigeret over Libyen og videre til Italien. Alene det første halve år af 2017 er der kommet 85.000 flygtninge og migranter den vej. Når man trods den viden ikke har kunnet bremse strømmen, skyldes det den krig, som fik tilintetgjort Moamar Gaddafi, men udløste kaos i Libyen. Tænk, at det skulle komme dertil, at man længes efter den aftale, som den libyske diktator lavede med Silvio Berlusconi om begrænsning af flygtningestrømmen. Dengang vakte aftalen forargelse. I dag ville Europa give sin højre hånd for en lignende aftale.