På Thorvaldsen Plads i København kalder unge demonstranter på politisk handling i anledning af den internationale skolestrejke for klimaet, der blev afholdt fredag 30. november.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

På Thorvaldsen Plads i København kalder unge demonstranter på politisk handling i anledning af den internationale skolestrejke for klimaet, der blev afholdt fredag 30. november.

Signatur

Bæredygtighed er ikke en pligt for den enkelte. Bliver det klimakampens fokus, har vi for alvor tabt

Individuelle indsatser er grundlæggende et spørgsmål om at have ressourcer nok. Hvis det er dér, vi lægger fokus for klimakampen, bliver den elitær og ender med at spille os ud mod hinanden.

Signatur

Fredag 30. november strejkede skoleelever over hele verden på vegne af klimaet for i stedet at samle sig til demonstration mod politikernes utilstrækkelige handlinger. Også på Thorvaldsens Plads i København, hvor skilte stak op over folkemængden med iøjnefaldende budskaber som ’Vi vil ikke dø’ og ’Hvad er pointen i at tage en uddannelse, hvis der ikke er nogen fremtid?’.

De unges handling afspejler ikke kun den følelse af alvor og skizofreni, som med rette må ramme mange. Den tjener også som forbilledligt eksempel på, hvordan civile borgere kan tage klimakampen op i fællesskab i stedet for at reducere indsatsen til et spørgsmål om individuel pligt.

En varm vind blæser ellers ivrigt i den retning for tiden. Blandt politikere, i tv-indslag og også her i Politiken, der de seneste uger har kørt en klimaserie med overvejende fokus på, hvordan vi som forbrugere kan træffe mere bæredygtige valg. For som det helt rigtigt lyder igen og igen: Tiden er knap, og noget må ske nu. Men netop fordi vi har travlt, er det vigtigt at sætte energien ind der, hvor den bruges strategisk bedst. Oplysning om bæredygtige forbrugervalg er bestemt godt, men dyrkes den under overskrifter om, at klimaindsatsen er den enkeltes ansvar, risikerer det sikkert velmente budskab at ende som en mavepuster, der snarere tjener til at opretholde de skadelige strukturer i stedet for at nedbryde dem.

Vi må ikke åbne op for, at politiske svigt kan skjules med vores forbrugervaner som alibi

Individuelle indsatser er grundlæggende et spørgsmål om at have ressourcer nok på privatfronten, hvad enten det kommer til udtryk ved overskud på tid, økonomi eller viden. Den omstændighed må ikke drukne i hyldesttaler til de personer, der formår at slå flest klimavenlige krøller på tilværelsen. Selvfølgelig skal man nære dyb respekt for folk, der på eget initiativ gør hverdagen grønnere, men det må aldrig give anledning til løftede pegefingre. Hvis først det begynder at hedde sig, at du ikke vil vores børn og børnebørn, fordi du spiser kød eller stadig kører i benzinbil, bliver klimakampen hellig og kommer til at efterlade en væsentlig gruppe i samfundet med mavesurhed. Den dag mærkatet ’elitært’ sættes på bæredygtighed, har vi for alvor tabt.

Fokus på individuelt ansvar kan dermed lynhurtigt blive en udmattelsesmanøvre, der tager mere mod fra folk, end det giver. Men det er også en potentiel afledningsmanøvre, som trækker opmærksomheden væk fra det faktum, at verdens politikere ikke kan blive enige om strukturelle tiltag, der er nær ambitiøse nok. I 2017 blev der ifølge FN’s miljøorganisation Unep udledt 53,5 gigatons CO2 på verdensplan. I 2030 skal det tal være beskåret med 32 gigatons, hvis vi skal holde os under målet om 1,5 graders opvarmning. Lever medlemslandene op til de mål, der er sat i Parisaftalen – det p.t. mest ambitiøse kompas for klimaindsats – vil den samlede globale udledning imidlertid kun kunne skæres med 6 gigatons i 2030. Læg oveni, at de fleste lande under Parisaftalen er langt fra at indfri bare det mål.

Vi må ikke åbne op for, at politiske svigt kan skjules med vores forbrugervaner som alibi, men det er netop det, der sker, når vi i den individuelle pligts navn kaster betegnelser som ’hykler’ efter dem, der forsøger at sætte en strukturelt bæredygtig dagsorden, alt imens de flyver verden rundt. Individualisering er kapitalismens forsvarsmekanisme, der forhindrer oprør i nogensinde at mobilisere sig, og taler vi velvilligt med på den dagsorden, reduceres klimakampen til varm luft.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet for at lade afmagten spille os ud mod hinanden skal vi som civilsamfund give hinanden modet til at presse vores politikere til at træffe tilpas drastiske beslutninger. For det kræver virkelig mod at se i øjnene, hvad verden over de kommende år må undergå af forandring, hvis det her skal lykkes. Det er ikke en undskyldning for at læne sig tilbage og vente. Tværtimod kræver det en ekstra indsats at sætte sig ud over den automatreaktion, det er at lægge ansvaret over på den enkelte.

Netop derfor finder jeg de unge skoleelevers handling så forbilledlig. Ved at blotte deres bekymringer, tage hinanden under armene og gå på gaden viser de politikerne, hvor ansvaret ligger. Det er individuel afmagt, der mobiliserer sig i flok. Tænk, at eksemplet til efterlevelse skulle komme fra nutidens ellers angiveligt så selvcentrerede ungdom.

laerke.malmbak@pol.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce