Kender du de der drømme, hvor man skal et sted hen, men ikke kan flytte sig. Panikken stiger, men der sker ikke noget. Man kommer ikke ud af stedet. Sådan havde jeg det, da jeg læste Mette Frederiksens meget omdiskuterede opslag på Instagram. Efter en sommer, hvor klimaforandringerne ikke længere er en abstrakt ide, men en eksistentiel trussel med skovbrande, gigahagl, storm og oversvømmelser, er behovet for hurtig handling alarmerende højt. De mennesker, der har gemt sig under campingbordene, da haglene ramte, eller måtte flygte fra flammerne i Grækenland, er helt sikkert handlingsparate til at gøre hvad som helst nu.
I stedet er statsministerens svar på sommerens alarmerende vejr »en stille tilpasning«, hvor hun selv er begyndt at spise »lidt mindre kød«. Det er ordet »lidt«, der generer mig allermest, det udstiller Mette Frederiksen som musetrippende klimahandlingslammet. Meget langt fra hende, der styrede skibet under corona. Skulle vi også have løst corona ved at se hinanden »lidt mindre« og have lavet en »stille tilpasning« på vaccinefronten?
