Da jeg skulle rydde op og ud i min fars hjem efter hans død, blev jeg konfronteret med tykke stakke af journaler. Hundredvis, måske 1.000 sider. Han havde printet dem ud og nøje placeret dem i tilfældige mapper og bunker på sit sofa- og spisebord. Et desperat forsøg på at skaffe sig et overblik over sit eget liv, sin egen person, som et beskrevet menneske i et land, der aldrig talte om ham på hans eget sprog.
Et af de vigtigste øjeblikke i min fars liv var, da han fik tilkendt sin førtidspension. Jeg har tit tænkt på hans liv før hans flugt som hans rigtige liv, og livet efter han kom til Danmark som flygtning fra Pinochets diktatur i Chile som hans efterliv. Så når jeg skriver, at tilkendelsen af hans førtidspension var et af de vigtigste og bedste øjeblikke, mener jeg selvfølgelig i hans efterliv. For frihed og økonomi er relativt, og når man i mere end et årti har kæmpet en dødelig kamp med et system, der aldrig bliver træt eller giver op, begynder ens verden at indskrænke sig.
