Jeg er 24 år og studerer fysik. Jeg bor på kollegie, har et studiejob og lever et liv som enhver anden ung mand – og så er jeg transkønnet. Jeg er helt normal. Jeg findes. For mange, der kender mig, vil dette indlæg være måden, hvorpå de finder ud af, at jeg er transkønnet. For jeg har de seneste år ikke været åben om, at jeg er transkønnet. Det har jeg valgt af flere grunde. En af grundene er, at jeg ønsker at leve det liv, som jeg gør nu – hvor jeg uden frygt kan leve og accepteres, som den mand jeg er.
Når jeg nu bryder med det, er det, fordi jeg samtidig har nægtet mig selv en stemme i den debat, der handler om fundamentet for min livskvalitet, f.eks. hormonbehandling til transkønnede børn. Siden jeg var 16 år, har jeg fået hormonbehandling med testosteron, hvilket er en af de vigtigste ting, der er sket i mit liv. Nærmest fra den selvsamme dag af ændrede mit liv sig dramatisk i en positiv retning. Jeg gik fra at være en skygge af mig selv til at få mit liv tilbage. Et liv jeg stadig lever i dag, og som jeg er utrolig taknemmelig for.
