På kontorer og cafeer, ved køkkenborde og i sene aftentimer sidder mennesker og regner. Ikke på livet, men på hvor langt pengene rækker, og hvornår de kan holde op med at arbejde. Drømmen har mange navne, men den er altid den samme: At tjene så meget, at man aldrig mere behøver at tjene.
Der er noget sørgeligt over den drøm. Ikke fordi den er grådig, men fordi den er træt. Den handler ikke om rigdom, men om hvile. Om at få lov til at stå stille uden at falde bagud.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
