Kulturministeriet og Aalborg Universitet har netop udgivet en rapport med et forslag på 100 kvindelige ’nationale fyrtårne’, der skal stilles til skue som statuer i det offentlige rum. Det er et vigtigt projekt, men som forsker i racehygiejnens indflydelse på den danske populærkultur stikker særligt to navne ud, og ikke på den gode måde: Thit Jensen og Alice O’Fredericks.
Thit Jensen er oftest husket som forfatter og feminist, men i dag er det også veldokumenteret, at hun var en ihærdig forkæmper for racehygiejnen: Tankegangen, som vandt indtog i det tidlige 20. århundrede, at der er nogle mennesker, som på grund af handikap, sygdom, klasse eller race ikke har ret til liv i samme udstrækning som andre, og at de i værste fald fortjener at dø. Historiker Lene Koch omtaler Jensen i sin bog om racehygiejnen i Danmark (1996). Min egen afhandling (2025) beviser, at racehygiejnen var en ledestjerne for Jensens politiske kompas. I 1925 blev Thit Jensen medlem af den Internationale Komite for Fødselskontrol. Komiteen promoverede prævention som et middel, kvinder kunne anvende for at tage del i at skabe en eugenisk ’bedre race’ ved at forhindre uønskede børn i at blive født. Hun troede på hvid overlegenhed og var bekymret for det danske samfunds ’degeneration’.
