Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: Claus Nørregaard (illustration)/POLITIKEN

Sur chef, utro kæreste, drukproblemer - kender du nissen, der flytter med? Vi undersøger, hvem han er

Alle kan opleve, at nissen flytter med, men ikke alle finder ud af, hvem og hvad nissen egentlig er. Vi undersøger nissen – eller bondens hævngerrige hjælper, konflikten, vi møder igen og igen, mønstre fra barndommen.

Forbrug

Kender du ham, der altid er uheldig med kærester? Eller hende, der altid er oppe at toppes med chefen? Ham, der altid har tømmermænd, eller hende, hvis fester altid ender i drama?

Mens vedkommende forklarer dig, hvordan det er gået galt igen i det nye job eller med den nye kæreste, sukker du måske i dit stille sind: Ja, ja. Nissen flytter med.

Nissen kan være en skyggeside, en dårlig vane, et mønster eller en egenskab, som er uønsket og derfor ikke erkendt. Den blinde side, som man ikke er bevidst om, og som det irriterer en, at nogen peger på, forklarer parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht.

»Man kan sige, at nissen er de konflikter, vi gentagne gange møder i relation til andre. Konflikter, som vi i virkeligheden kun kan løse inde i os selv«, siger hun.

I det kommende vil vi med hjælp fra parterapeuten, en kulturhistoriker og en forhenværende biskop undersøge, hvor nissen kommer fra, hvordan vi opfatter ham, og hvordan man kan komme til at se sin egen nisse i øjnene. Og så har vi talt med fem mennesker om deres personlige nisser og om, hvordan de håndterer dem.

Bondenissen var ikke hyggelig

I gamle dage var nissen en fast del af folketroen, og gårdens nisse var faktisk uhyggeligt svær at slippe af med. Deraf fortællingen om familien, der i forsøget på at blive nissen kvit pakkede alt deres habengut og forlod slægtsgården – blot for at finde nissen siddende grinende oppe på flyttelæsset:

»Nå, skal vi flytte?«.

Nisser var noget, man tog meget alvorligt, forklarer kulturhistoriker ved Nationalmuseet Charlotte S.H. Jensen.

»Nissen er som andre folketro-væsner et farligt bekendtskab. Der sker grimme ting, hvis man ikke behandler ham ordentligt. Nissen kan for eksempel stjæle dyrefoder. I det gamle bondesamfund, hvor aftensmaden ikke er sikret hver dag, er det meget alvorligt«, siger hun og giver et eksempel mere:

»Hvis man fornærmer nissen, kan den finde på at dreje halsen om på gårdens bedste ko. Havde man sådan en nisse i dag, svarer det jo til, at han ville sørge for, man mistede sit arbejde«.

En af de ældste beretninger om et nisselignende væsen i Norden findes i en islandsk saga fra 981. Her kaldtes han en årmand, han boede i en sten, og han hjalp stedets bondemand med gode råd om gårdens drift. Indtil han blev fordrevet af en præst, der flere gange sprøjtede vievand på årmanden.

»Der findes flere sagn om folk, der gerne vil af med deres nisse og får professionel hjælp af præsten i fuldt ornat med krave og det hele, som går ind og maner nissen væk. Man bruger de samme midler som over for et ondsindet genfærd eller djævle. Kristendom og nisser harmonerede absolut ikke godt dengang«, fastslår Charlotte S.H. Jensen.

I flere hundrede år kæmpede kirken for at få sat folks husnisser, der blev betragtet som små kætterske husguder, på porten. Men det var ikke let. Skriftlige kilder fortæller i 1500-tallet om huslige spøgelsesnisser, som ærgrede præsterne, og selveste Martin Luther vejledte i skriftet ’Tischreden’, publiceret i 1566, kirkens folk i at mane nisser ud af gårdene. I Danmarks officielt sidste heksedom indgik også en nisse: Anne Palles, der blev dømt, halshugget og brændt i 1693, tilstod under et af forhørene, at hun havde en nisse boende i skikkelse af en hest.

Nissen blev trivelig – og gift

Men i 1800-tallet flyttede nissen ind i julen.

»Vi ved, at den danske kunstmaler Constantin Hansen i vinteren 1836 inviterede til jul i Rom, og at han her havde pyntet op med nisser klippet i orange papir«, fortæller Charlotte S.H. Jensen.

En af gæsterne til denne julefest, arkitekten Gottlieb Bindesbøll, beskrev nisserne i et brev til sin bror. Brevet blev senere trykt i Dansk Kunstblad, og kendskabet til nisserne blev dermed vidt udbredt.

Igennem 1850’erne begyndte nissen at dukke op i nordiske julehistorier, og fra at have været afbildet som en djævlelignende mandsskikkelse i bondetøj blev han tyk, smilende og trivelig – og fik sig for første gang en kone.

»Det er alt sammen noget, der særligt udvikler sig i de borgerlige miljøer, hvor der er tid, råd og ressourcer til det. Og samtidig er der en interesse for det landlige. Det er nu, kunsthistorikeren Just Mathias Thiele indsamler folkesagn i Danmark, og der ses en vis bondesamfundsromantik. Nisserne bliver koblet på julen som rødkindede mennesker i folkedragt«, siger Charlotte S.H. Jensen.

Og mens bondesamfundets nisse hævner sig og gør ting til gengæld for noget, man selv har gjort – alvorlige ting – er julenissens drillerier mest gak og løjer.

»At man mister dele af sin virksomhed eller hele sit virke, kan ikke sammenlignes med at gemme gryden, som nyere tids nisser vist kan strække det til. Men der er stadig ideen om, at nissen hænger sammen med noget, vi ikke kan blive kvit – i hvert fald i talemåden ’nissen flytter med’«, siger Charlotte S.H. Jensen.

I løbet af 1900-tallet blev det nissens job at hjælpe julemanden med at fremstille gaver – og så var dagene som ’husgud’ i hvert faldt talte.

Den smålige bagside

Paradoksalt nok flyttede nissen altså ind og blev en del af vores ellers kristne juletradition. Men der hænger stadig noget ved om, at man skal behandle nissen godt – ellers hævner han sig, påpeger Elisabeth Dons Christensen, der er teolog og tidligere biskop over Ribe Stift.

»Man har en fornemmelse af, at hvis man skal have gaver af nissen, skal man være sød. Det står i dyb kontrast til juleevangeliet, der fortæller, at du er Guds barn, på trods af hvad du end måtte have gjort over for andre«, siger hun.

Elisabeth Dons Christensen ser nissen i moderne tider som en bagside af personligheden, som vi alle på en eller anden måde har med os.

»En bagside, der let bliver såret, som har tilbøjelighed til at huske alt det, andre har gjort mod os, som de ikke skulle have gjort – den smålige side af os«, siger hun.

Og det er vigtigt, at man ved, man har en skyggeside, mener Elisabeth Dons Christensen.

»Uden at man dermed skal lade sig kue, falde ned i mørket og ikke føle sig værd at elske. I kristendommen er vi ikke engle. Der er vi på en kampplads mellem godt og ondt, og det er let at falde ned på den forkerte side. Men du har en chance for at begynde igen – og at blive tilgivet«, siger hun.

Og tilgivelsen kan vi også give og få af hinanden. Men det kræver, at man erkender, at man har gjort noget galt. De mennesker, der skræmmer den tidligere biskop mest, er dem, der mener, at de slet ingen nisser har.

»De farligste er dem, der mener, at de aldrig har gjort noget forkert. Vi kan alle forsøge at fremstille os selv, som vi gerne ville være, og det er ikke nemt at se sine egne bagsider, men det er noget, vi mennesker må øve os i. Man må prøve at erkende, hvem man selv er – inklusive bagsiderne«, siger hun.

»Har man aldrig gjort noget forkert – så forsvinder tilgivelsen. Vi kan godt forklare vores handlinger med, ’det var, fordi’, og ’jeg kom til’, og ’du har da også ...’. Men sagen er, at hvis man har gjort noget, må man erkende det. Og så må man over for hinanden bede om tilgivelse. Får vi den ikke af hinanden, må vi gå til Gud og bede om tilgivelse. Det er ikke det samme som at glemme, men at få lov at være den, man er, med det, man har gjort, men at det, man har gjort, bliver skilt fra en, så man kan leve videre«.

Men at erkende sine egne bagsider er ikke altid let.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg ved ikke, hvordan man ser sine egne bagsider. Jeg aner det ikke. Men jeg tror aldrig, man bliver helt færdig. Jeg er selv pensionist nu og er blevet mere eftertænksom med årene. Jeg tænker meget over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Der er mange ting. Jeg tror, min nisse er min egoisme. Ligesom alle andre er jeg bedst til at se det hele ud fra min egen vinkel og lille navle. Det må også jeg slås med«, siger hun.

Professionel hjælp

Parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht er enig i, at det ikke altid er let at arbejde med sine nisser. Slet ikke i intime relationer.

»Hvis det var nemt, kom folk ikke hos mig. Men det svære kan lære os noget«, siger hun.

Fra hendes synspunkt er alle mennesker et produkt af alt, hvad vi har oplevet gennem livet.

»Glæder og sorger, succes, skuffelse, svigt, erfaringer, oplevelser – alverdens ting og sager. Når vi indgår i et parforhold, slæber vi alt det med ind i forholdet – ubevidst som regel. Vores kæreste vil på et tidspunkt prikke til nogle af de svære oplevelser, vi har haft i vores liv. Nogle gange så meget, at vi går fra hinanden som par, fordi vi ikke formår at løse konflikterne«.

Men så er det, at nissen ofte flytter med over i et nyt forhold.

»Når vi bare afvikler relationen, har vi stadig de samme ting med, der trigger os følelsesmæssigt. Så de konflikter, vi gentagne gange møder i relation til andre, er faktisk nogle, der skal løses inden i os selv«, siger Christiane Meulengracht.

Hun opfordrer derfor til at være nysgerrig efter at finde ud af, hvad det er, der bliver ramt inde i en.

»Hvis man for eksempel irriteres meget over, at kæresten roder, kan det være, at man har et stort behov for kontrol. Vi kan have forskellige oplevelser af, hvornår et hus ser okay ud, og måske har man selv en skarp tærskel for, hvordan der må se ud. Hvad gør det ved mig, at min kæreste er mere laissez-faire end mig selv? Giver jeg aldrig mig selv lov til at være doven, afslappet, at nyde livet? Er der overhovedet plads til det i mit eget liv?«.

Kontrolbehovet kan gøre, at man bliver oplevet som utilnærmelig og uafslappet. Og en det stort behov for kontrol kan gøre, at man for eksempel helt mister lysten til sex, forklarer Christiane Meulengracht.

»For nogle bliver rod ensbetydende med, at hele verden ramler – og det slæber de så med i hovedet og får svært ved bare at give slip og være til stede«.

Derfor er en vigtig del af nissearbejdet, at man indser, at kæresten ikke leverer følelsen af at have det godt.

»Når nissen flytter med, er det, fordi vi har en forventning om, at den anden skal få os til at føle os elsket, anerkendt og ’i orden’, som vi er. Jo mere vi higer efter at blive anerkendt udefra, jo mere krævende bliver vi – efter at den anden skal skabe vores overskud. Men det er hverken den andens rod eller den andens kontrolbehov, der i virkeligheden går dig på – det er det, det rammer inde i dig selv«.

De samme mønstre gælder også for de meget tunge problemer som vold i parforhold.

»Vi opsøger nogen, hvor vi ubevidst tror, at vi kan reparere noget fra barndommen. Det kan gøre sig gældende med både fysisk og psykisk vold. Der er vi ofte vokset op i et miljø med en meget dominerende mor eller far, der ikke har givet os vilkår til at folde os ud og finde ud af, hvem vi er. Så søger vi tilbage til noget, vores ubevidste sind kan genkende. Vores ubevidste sind i vores reptilhjerne har ét formål: Vi skal overleve. Og derfor søger vi tryghed i det, der er velkendt. At træde ud af de gamle mønstre kræver, at vi tør gøre noget, vi ikke er vant til«.

Barndommens nisse i parforholdet

Det kan også gælde, hvis man har tendens til at møde utilgængelige partnere – den første kunne ikke binde sig, den næste var utro og så videre.

»Når vi møder et menneske, som vi genkender noget i fra vores barndom, vil vi ubevidst blive tiltrukket. Det kan sagtens være, at vi på et bevidst plan siger, at vi aldrig igen vil være sammen med en, der drikker – eller en, der ikke vil binde sig. At vi siger: Jeg vil aldrig have en mand, der behandler mig, som min far behandlede min mor. Men meget tit gør vi det alligevel«, siger Christiane Meulengracht.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så nissen er i hendes optik en, der flyttede ind fra loftet i barndommen. Og selv mennesker med en sund og dejlig, kærlig barndom har ofte ubevidste nisser, som styrer deres forhold og giver anledning til kriser.

Men en krise behøver ikke betyde, at man skal afslutte sit forhold. Den kan ses som en invitation til at udvikle sig på et følelsesmæssigt plan, forklarer Christiane Meulengracht.

»Man skal være nysgerrig på sin egen reaktion. Ikke fordømme den, men sige »Hov, hvad handler det her om? Interessant, at jeg blev så gal, interessant, at jeg blev så ramt!«. Det er så nemt for os at lade være med rigtig at arbejde med vores egen nisse. For det kommer nemt til at føles farligt, når vi skal risikere at se på vores eget selvbillede og se, at noget måske ikke fungerer. Det er vi bange for, fordi vi ikke kender resultatet«.

Derfor er det afgørende, at man har modet til at konfrontere sig med sig selv.

»Når man stiller sig selv de modige spørgsmål, piller man ved sit eget selvbillede. Hvis vi var bedre til at lytte og ikke dømme eller prøve at fikse eller forandre hinanden, kunne vi hjælpe hinanden her. Når vi lytter og ikke dømmer, hvad der er rigtigt eller forkert, og ikke prøver at lave hinanden om, er det forløsende i sig selv. Det gør vi, når vi er forelskede. Så spørger vi åbent om alt muligt«.

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden