Kvinde på 65+ kan ikke være i a-kasse længere, da hun er folkepensionsberettiget. Arbejdsmarked pensionist ældre
Foto: Claus Nørregaard/POLITIKEN

Kvinde på 65+ kan ikke være i a-kasse længere, da hun er folkepensionsberettiget. Arbejdsmarked pensionist ældre

Forbrug

Flere og flere 70-årige er i job, men kan ikke få dagpenge, hvis de mister jobbet

Flere medlemmer af regeringens Seniortænketank vil gøre det muligt for arbejdende folkepensionister at få dagpenge. Der er dog frygt for misbrug, fordi dagpengene er højere end folkepension.

Forbrug

Mere end 55.000 ældre over 70 år arbejder.

Det er faktisk hver 13. i aldersgruppen over 70 år, der i 2016 havde et job, viser en kortlægning, som organisationen Lederne har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

»Det er helt afgørende bidrag til samfundsøkonomien, som de plus-70-årige yder«, siger direktør Henrik Bach Mortensen fra Lederne.

Seniorerne over 70 år har taget budskabet til sig om at arbejde længere. I 2008 var det blot omkring 31.000 plus-70-årige, som var i job.

Lønmodtagere, der har rundet folkepensionsalderen, har bare ikke samme rettigheder som yngre lønmodtagere. I ugerne op til at a-kassernes medlemmer fylder 65 år, får de besked om, at de ikke kan få dagpenge længere, men kan forblive seniormedlem med ret til rådgivning.

Det oplevede 69-årige Frederik Dehlholm for 4 år siden. Han åbnede en vinforretning på det tidspunkt, men blev udmeldt af sin a-kasse.

»Det er helt urimeligt, at jeg ikke kan være forsikret mod ledighed. Hvis forretningen skulle gå ned, så ville jeg forsøge at finde et andet job. Derfor vil det være naturligt for mig at få dagpenge, mens jeg finder et nyt job«, siger han.

Det er et rigtig dårligt signal til landets seniorer i en tid, hvor budskabet til dem ellers er, at de skal blive i arbejdslivet så længe som muligt, mener en række organisationer.

»Når du bliver tvangsudmeldt af dagpengesystemet, så er beskeden til dig, at du sådan set ikke behøver at blive i arbejdslivet. Og hvis du gør, så er du ikke sikret«, siger administrerende direktør Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen.

Loven er dog helt klar, og Højesteret har sagt god for praksissen, men regeringen har nedsat en seniortænketank, som Ældre Sagens førstemand er medlem af. Den skal til sommer komme med ideer til, hvordan det gøres mere attraktivt at arbejde efter pensionsalderen. Hastrup vil tage forslaget om at fjerne aldersgrænsen for dagpenge med og pege på, at allerede nu arbejder titusindvis af plus-65-årige.

Det kan blive en ladeport for misbrug

»Jeg tror, at mange af dem har svært ved at forstå, at de ikke kan få en arbejdsløshedsforsikring og være en del af det almindelige arbejdsmarked«, siger Bjarne Hastrup, der kalder ordningen for aldersdiskrimination:

»Du kan stå som 67-årig på en arbejdsplads og være lige så produktiv som kollegaen ved siden af på 57 år, men han eller hun er dækket af forsikring mod arbejdsløshed. Det er du bare ikke«.

Holdningen genfindes hos en række andre medlemmer af seniortænketanken.

»Vi skal finde en løsning, så det spiller sammen med folkepensionen. Man skal ikke kunne modtage folkepension og dagpenge samtidig, så det kunne være, at det skulle være en betingelse, at man udskød sin folkepension, hvis man ville have ret til dagpenge«, siger Henrik Bach Mortensen fra Lederne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Optjening i hvert kvartal

Torben Poulsen, leder af Dansk Metals a-kasse og formand for Danske A-kasser, finder det naturligt, at arbejdende folkepensionister kan få dagpenge.

»Der bør laves en mellemløsning, så folkepensionister kan få dagpengeret, hvis de arbejder. Det kunne for eksempel være, at man for hvert kvartal optjener en måneds dagpenge. Hvis du så bliver ledig efter et år, så har du fire måneder til at finde et nyt job eller måske gå på folkepension«, siger han.

En undersøgelse i Dansk Magisterforening viser, at hver fjerde medlem over 50 år ønsker at arbejde, til de er oppe i 70’erne.

»Det er diskriminerende, at man ikke har ret til dagpenge, når man runder folkepensionsalderen. Hvorfor skal de ikke have samme rettigheder som yngre til at få dagpenge. Det harmonerer dårligt med ønsket om at få ældre til at arbejde højere op i alderen, at de bliver frataget retten til at få dagpenge«, siger formand Camilla Gregersen.

Der er lagt op til diskussion i seniortænketanken. Formanden, tidligere LO-formand Harald Børsting, ser ikke noget problem i, at retten til dagpenge forsvinder ved pensionsalderen.

»Her i landet er den offentlige forsørgelsespligt folkepensionen, når man har nået folkepensionsalderen. Det er rimeligt nok. Risikoen ved at åbne for dagpengeret til folkepensionister er, at mange vil blive i a-kassen, og hvis de bliver ledige, når de er lige over folkepensionsalderen, så bliver de, til de løber ud for dagpenge. Det kan blive en ladeport for misbrug«, siger Harald Børsting, der heller vil gå en anden vej:

»Vi skal gøre det attraktivt at arbejde som senior«.

Det er forskellen på dagpenge på knap 19.000 kroner om måneden og en fuld folkepension på godt 14.000 kroner månedligt, der kunne være en fristelse. Ældre Sagen har svært ved at se problemet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Du får jo ikke lov at hygge dig på understøttelse. Du skal søge job aktivt, du skal vise, at du står til rådighed, og får du et jobtilbud, som du siger nej til, så ryger din understøttelse«, siger Bjarne Hastrup.

Regeringspartiet Venstre ser ingen grund til at give folkepensionister i job ret til dagpenge, men vil lytte til tænketankens råd.

»Vi ser flere folkepensionister fortsætte med arbejde, så den mistede ret til dagpenge bliver nok af de fleste ikke opfattet som et signal til afgang. Men vi har også gjort det økonomisk mere attraktivt at arbejde som pensionist«, siger arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V).

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce