To af coronapandemiens meget synlige danske aktører, professor Jens Lundgren og professor Michael Bang Petersen, er blevet tildelt et ridderkors for at stille deres faglighed til rådighed for Gud, konge og fædreland. Det er i den grad velfortjent. Man bliver glad og stolt, når man modtager en hæder, men priser og medaljer kan måske også forlænge livet. Oscarvindere lever i hvert fald i gennemsnit adskillige år længere end deres kolleger.
Et studie indsamlede data på 934 skuespillere, der mellem 1929 og 2020 var blevet nomineret til eller havde vundet en oscarstatuette. De sammenlignede herefter med data fra en kontrolgruppe bestående af 2.111 jævnaldrende skuespillere, der havde spillet med i de samme film som oscarkandidaterne.




























