Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Der er for få sengepladser til patienter i behandlingspsykiatrien. En tom en af slagsen er derfor et sjældent syn. Her er det på det intensive afsnit W, Psykiatrisk Center Frederiksberg.
Foto: Joachim Adrian

Der er for få sengepladser til patienter i behandlingspsykiatrien. En tom en af slagsen er derfor et sjældent syn. Her er det på det intensive afsnit W, Psykiatrisk Center Frederiksberg.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Psykisk syge bliver udskrevet for tidligt

Flere borgere er ikke færdigbehandlede, når de udskrives fra psykiatriske hospitaler, fastslår flere faggrupper. Ny undersøgelse bekræfter en psykiatri i knæ, og det kan få fatale konsekvenser.

Sundhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Borgere med psykisk sygdom udskrives i dag langt tidligere fra de psykiatriske afdelinger end for blot to år siden.

Det siger 73 procent af FOA’s medlemmer ansat i socialpsykiatrien og på kommunale psykiatriske bosteder i en ny undersøgelse.

»Vi ser borgere, der er udskrevet for tidligt og ikke ordentligt færdigbehandlede. Psykisk syge skal have tid og ro til at hele sig. Når der kommer for mange skift i ens forløb, går det galt«, siger Torben Hollmann, som er formand i social- og sundhedssektoren i FOA.

Ifølge sektorformanden er konsekvensen, at mange for tidligt udskrevne psykisk syge dropper deres medicin og »bliver udadreagerende eller selvskadende«.

FOA-medlemmernes desperation er udtryk for et årelangt pres mod psykiatrien, så et stigende antal syge borgere ender i kommunerne, der både mangler pædagogiske og sundhedsfaglige kompetencer.

Vi har behov for en langsigtet plan for psykiatrien, inden det går mere galt

Siden 2010 er der kommet 28 procent flere patienter i psykiatrien og 10 procent flere indlæggelser, men færre sengepladser. Antallet af genindlæggelser, hvor syge inden for få dage eller uger vender tilbage til en psykiatrisk afdeling, er også steget til nu 22,3 procent.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder undersøgelsens konklusion for »bekymrende, men desværre også det billede, jeg sidder med«.

»Derfor bliver vi med vores sundhedsreform nødt til at gøre noget strukturelt, noget helt anderledes også for borgere med psykiske lidelser. Der er alt for lidt sammenhæng og for lidt samarbejde mellem kommune og region. Den ene hånd udskriver, uden at den anden er klar. Det skal de nye sundhedsfællesskaber efter reformen gøre op med«, siger ministeren.

Socialdemokraterne præsenterer snart et psykiatriudspil, der ifølge sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen vil sikre en reel genopbygning af psykiatrien.

»Vi skal have bygget en kapacitet op i psykiatrien, så der er en seng til en meget syg psykiatrisk patient, hvis det er det, der er behov for. Og hvis der er behov for at få understøttet med mere personale og kompetencer for psykisk syge, der bor i eget hjem eller på et bosted, så er det der, man skal ruste«, siger han.

De mange for tidlige udskrivelser kan føre til drab, drabsforsøg, vold og trusler, som Politiken beskrev for få uger siden. Her konkluderede en rapport fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet, at i tre af fire tilfælde, hvor sindssyge kriminelle dømmes til behandlingsstraf, var de i »utilstrækkelig psykiatrisk behandling«, i tiden op til at de begik deres ugerning.

Sidste år sendte borgmestre fra landets seks største kommuner – Esbjerg, København, Odense, Randers, Aalborg og Aarhus – et nødråb til Christiansborg, der bekræfter billedet fra FOA-undersøgelsen. I brevet skriver de, at den kommunale socialpsykiatri har »hårdt brug for et reelt og gennemgribende løft«.

»Problemet er, at borgere kommer ud (fra psykiatrisk hospital, red.), før de er klar til det«, står der i brevet.

Lægeforeningen offentliggjorde ligeledes sidste år en undersøgelse, der viser, at seks af ti psykiatere mindst én gang om ugen udskriver en patient, der ikke er færdigbehandlet.

Ifølge Socialpædagogernes Landsforbunds formand, Benny Andersen, udtrykker medlemmerne en »magtesløshed«, når de på bostederne modtager borgere, der endnu ikke er klar til et socialpsykiatrisk tilbud. Han mener, at patienternes chance for et ordentligt liv tages fra dem, når de udskrives for tidligt, og det bliver »værre og værre«.

»Jeg tror, at det skyldes flere års forsømmelse på psykiatriområdet. Ressourcerne mangler – og der mangler kapacitet i behandlingspsykiatrien. Vi ved godt, hvordan det burde være, og vi har viden til at få det til at lykkes. Vi har i Danmark bare ikke fundet ud af, at sammenhængen er altafgørende«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et samlet løft i psykiatrien

Hver tredje adspurgte i FOA’s undersøgelse oplever, at samarbejdet mellem regionens behandlingspsykiatri, kommunens socialpsykiatri og de praktiserende læger, når en borger skal udskrives, er ’dårlig’ eller ’meget dårlig’. Kun hver femte mener, at den er god.

Dansk Psykiatrisk Selskab mener ligesom FOA og Socialpædagogernes Landsforbund, at hele psykiatrien bør nulstilles.

»Vi har behov for en langsigtet plan for psykiatrien, inden det går mere galt«, siger formand og overlæge Gitte Ahle.

I hospitalspsykiatrien siger 54 procent af FOA’s medlemmer, at patienter udskrives tidligere end for 2 år siden. I alt 283 FOA-medarbejdere fra psykiatrien deltog i undersøgelsen.


Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden