Der er åbenbart ingen ende på den form for dansk biedermeier, som Alice O’Fredericks lancerede med bravur i 1953. Nemlig serien over tegneserien ’Far til fire’, der gik som en landeplage op igennem 1950’erne og lidt ind i 1960’erne – uden dog at komme i nærheden af noget, som ligner et ungdomsoprør. Nej, alle fars børn i den oprindelige føljetons otte film er velopdragne. Den form for rebelsk oprør, der foregår i hjemmet uden en mor, er højst på højde med at spise en After Eight allerede klokken halv otte. Mie synes f.eks. at være et oplagt offer for nervøs spisevægring, Søs burde sendes på Joan Ørtings sexskole, og Ole og Per er som knægte sat i midten af både det duksede og det nørdede. Og endelig er der far selv, tørvetrilleren, som aldrig har fundet sig en kæreste og lever sålunde i evig enkestand.
Okay, og det er jo charmen med tryk på retro og altså også på remake med hensyn til den nye serie om far til fire sat i en verden, som mere minder om Morten Korch end Villy Søvndal, mere foregår på erindringens og nationens frilandsmuseum end i omegnen af Ungeren ude på Nørrebro.
