Vi diskuterer højhuse i hovedstaden for tiden af to grunde. Den ene og væsentligste er, at økonomien har det godt i København. Så godt, at en lang række såkaldte developere igen og igen anmoder kommunen om lov til at bygge højt, som f.eks. nu Centerplan, der ønsker at bygge et højhus på Scala-grunden lige over for Tivolis hovedindgang. Inden da var det Tivoli selv, der lige rundt om hjørnet ønskede at bygge højt, og flere andre bygherrer står på spring for at investere tårnhøje summer i byen. I Ørestad City er der planer om at opføre flere høje huse foruden det eksisterende Ferring. Og i Nordhavn, Sydhavn og på Carlsberg er der ønsker om endnu flere, og enkelte har allerede fået tilladelse og er under opførelse. Den anden grund er, at overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) sidste efterår indledte en offentlig høring om højhuse i København. De mange driftige tilbud, som kommunen får, skal ikke blot ende i en tilfældig udvikling, og derfor har borgmestrene ønsket en offentlig debat, der kan være med til at danne grundlag for planlægningen 40-50 år frem i tiden. Hvor skal vi have dem, hvordan skal byen se ud, spørger de. Selv om husenes funktioner, grad af åbenhed og især størrelsen af deres ’fodaftryk’ ofte er det mest afgørende for et bymiljø, så er det alligevel højden og dermed byens skyline, der igen og igen bliver udgangspunkt for spørgsmålet om byens fremtid: Er det kun kirkens, demokratiets og enevældens ældre symboler, der må tegne sindbilledet af København, eller skal vor tid også have lov til at sætte sit præg på Københavns skyline? Jo tættere vi kommer på middelalderbyen, jo mere følsomme bliver svarene. For selv om det sammenhængende byområde omkring København efterhånden strækker sig fra Køge til Helsingør på den ene led og fra Roskilde til Lund på den anden, så er den mentale by, vi går rundt med i hovedet, i høj grad koncentreret lige omkring middelalderbyen og Rådhuspladsen. Jo mindre disse områder egentlig betyder i den funktionelle by, desto højere synes deres betydning at blive. Derfor er det her, striden står om, hvilken by man ønsker. Debatten om højhuse har en tendens til at udvikle sig til et for eller imod; modstandere kalder fortalere for udviklingsfanatikere, der i et knæfald for globaliseringen vil knuse den historiske bys arv og skala, mens fortalere omvendt mener, at modstanderne vil kvæle byens organiske udvikling ved at balsamere den som et frilandsmuseum. Men debatten er ikke kun et spørgsmål om ja eller nej til udvikling. Den er også et spørgsmål om at bevare en by i balance med sin tid og historie, at skabe en bæredygtig og miljøvenlig by og at skabe en attraktiv by med oplevelser og forskellighed. Og de hensyn kan genfindes i lødige argumenter på begge sider i debatten. At mange af de mere spektakulære og dyrebare projekter er faldet, skyldes dog ikke kun en ædel, folkeligt engageret debatkultur. For en bygnings pragt har det med at skinne på den borgmester, der tillod den. Og i Borgerrepræsentationen er det en yndet sport at spænde ben for borgmestrenes ambitioner. Så de mere monumentale manifestationer har en svær gang på jorden, mens det middelmådige, det knap så gode, har det med at slippe igennem Borgerrepræsentationens nåleøje. Jo længere væk vi kommer fra centrum, des mindre indædt synes bekymringen om byen at blive både fra borgeres og politikeres hold. Alligevel overraskede det, at den meget store, kontroversielle Kløvermarksbebyggelse fik flertal i Borgerrepræsentationen. Godt nok er det ikke et højhus, men dog et meget stort byggeri med et kolossalt aftryk i byen og ikke mindst med en stor prestige og signalværdi for Ritt Bjerregaard, der har udpeget den som et sted for sine lovede billige boliger. Denne gang lykkedes det ikke oppositionen at smide en kæp i hjulet, selv om Venstre, der havde bakket projektet op, ikke stemte for. Tilsvarende går et flertal af politikerne principielt ind for højhuse, men vi har nok ikke set det sidste høje forslag falde endnu.