Det var et fast ritual. En tur på Hviids Vinstue, en øl til Else Nielsen og to til hendes mand Herman. Og så terningerne op i raflebægeret, raflebægeret mellem hænderne og SLAM! – ned på det mørke træbord. Spillet var i gang. »Det var så hyggeligt«, fortæller Else Sass Nielsen. »Sådan at komme ud efter arbejde. Rafle med hinanden og sludre med vores venner«. Som regel sad Else og Herman ved hjørnebordet under uret og tæt på vinduet. Så de kunne kigge ud mod livet, der defilerede forbi på Kongens Nytorv ved siden af dem. Og som regel vandt Else spillet. »Jeg var god til at rafle. Men det er jo mange år siden«, siger hun. »Det er forfærdeligt at sidde her« I dag går hun ikke rigtig ud længere. Hun kan ikke. Knogleskørheden har brækket begge ben en gang for meget og fjernet førligheden. I stedet sidder hun i sin grå lænestol. Med udsigt til Sortedams Sø, hvor motionister halser forbi efter et mindre BMI og barnevognsmødre efter en større caffelatte. »Det er forfærdeligt at sidde her«, siger hun og lader mundvigene glide ned mod hagen. »Jeg elsker København så meget. Og så skal jeg sidde her og kigge på, at andre mennesker lever deres liv. Mens jeg kun kan glo fjernsyn. Det er et trist liv«. Hele verden på to kvadratmeter Else Sass Nielsen bor på anden sal i Ryesgade i København på Plejecentret Sølund. Og selv om hendes lejlighed er 42 kvadratmeter stor, fylder hendes liv kun de 2 af dem. Resten af pladsen er ligesom kun for syns skyld. Kvadratmeterne tæller ikke rigtig med, når hun alligevel ikke kan bevæge sig rundt på dem. Alt, hvad der har betydning, findes derfor på et af de tre små borde, der omkranser hende.

Billeder af familien ligger foran hende. Portvinen Calvari Port, som hun drikker en sjus af hver aften, er en håndsrækning væk.