Noget af det bedste, hun vidste, var, når de spillede traditionel jazz.
Når klarinetten, trækbasunen, saxofonen og trommerne satte ind, og omkvædet gik i gang. Så nynnede hun med på musikken sammen med resten af gæsterne, mens fødderne vippede i takt. »Det var rigtig, rigtig god jazzmusik«. Så hun var der tit, på Long John i Købmagergade. Bag de buede, mørke ruder sad hun inde ved et bord tæt på orkesteret. Med en danskvand og lemonsodavand foran sig og et stykke smørrebrød ved siden af. Som regel tog hun derhen direkte efter arbejdet på Amalienborgs kontorafdeling. Gik gennem byen, så hun lige akkurat nåede eftermiddagsjazzen, der startede klokken fem, hilste på de andre stamgæster, satte sig ved det sædvanlige bord og nød jazzen. Men så lukkede Long John pludselig. Efter at Jytte havde siddet oppe ved baren i mere end 10 år. Stamstedet var væk, og i stedet begyndte hun at rykke rundt i byen. »Det var meget ærgerligt, at det lukkede efter så mange år. Men så begyndte jeg at vende tilbage til Illum for eksempel. Her har jeg også altid holdt af at komme og kigge på både ting og folk«. Fra cafeen i Illum Det er her, 73-årige Jytte Hansen er rykket hen i dag. Helt op foran et af Illum-cafeens kæmpevinduer. Med en caffelatte foran sig, tasken over armen og elektroniske rytmer zigzaggende ind i øregangen. Langt fra jazzen. Jytte startede med at komme her for mere end 50 år siden. Hun kom alligevel forbi på vej hjem fra arbejdet på Amalienborg. Satte sig i en af cafeens udendørs stole med en cappuccino i den ene hånd og en cigaret i den anden. Og så på folk, der gik forbi. »Det er sjovt at kigge på, hvor forskellige folk kan være. Så tænker man, nej, hvordan kan hun holde ud at gå i sådan noget tøj, eller hold kæft en lækker gut, hun har fået fat i«, siger hun. Dengang kunne hun også finde på at tage turen op ad rulletrappen og købe lidt ind, hvis hun så noget, der så ekstra lækkert ud.
