En menneskefigur i overstørrelse sidder på en nøgle. Nøglen er for enden formet som et uendelighedstegn. Figuren på nøglen hedder ’Den globale visionær’ og er lavet af genbrugsjern, blandt andet maskindele fra thailandske motorcykler. De er i sig selv fascinerende, hele dette mylder af himstregimser, der engang har virket. At de antager en menneskelig form og får figuren til at ligne en Terminator er også sejt nok på den firserpostindustrielle facon. Men ideen med skulpturen er angiveligt, at den skal få os til at tænke ud af boksen, tænke skævt, som man kan læse det i kunstneren Kim Michaels store, grafisk poserende, men stærkt redundante bog om hans zinking-univers. Ved at træde ind i det skulle man se verden på ny. Tomme referencer Kunsthistorisk henviser figuren løseligt til Rodins ’Tænkeren’ – ligesom Kim Michaels kunstneralias er ’The Zinker’, men referencen er helt uden spændinger eller nye måder at anskue den på.
Kim Michael overtager blot ’Tænkerens’ positur for at angive dybsind. Skulpturen er naiv-symbolsk og stiller ikke tvetydige betydninger an, den stiller ikke spørgsmål. I besværgelsens form kommer den i stedet med en løsning: Figuren, der sidder på ’nøglen til fremtiden’, er bæredygtig, fordi den er lavet af skrot. Og bæredygtighed er jo som bekendt nøglen til fremtiden, så... Her er vi ved dens væsentligste problem som kunstværk: Den er blottet for konceptuel dybde. Der er intet skævt ved den, tværtimod udtrykker den på meget traditionsbundet vis den mest konforme forestilling, man kan gøre sig i dag, hvor alle går ind for genbrug. Skidt placering Ved at fremstille den slags nonsens som en dybsindighed, der fortjener prominent placering, bliver skulpturen til åndelig forurening.
