Der var en tid før flat white, raw cake og smoothie med havremælk. En tid, hvor kaffen smagte af tjære og blev serveret i kopper med hank, og det eneste valg, man kunne træffe, var, om kaffen skulle være med eller uden sukker og fløde. Dengang hed det ikke en café, men en kaffebar, og var stedet, hvor det arbejdende folk – som postbude, håndværkere og taxachauffører – kunne tage et hvil, få en kop kaffe og købe en mad. I 1950'erne var der flere hundrede kaffebarer i København. Nu er der kun få tilbage, der ligger trøstesløst ved de store indfaldsveje til byen. Men på Arbejdermuseet kan man stadig få en bid af, hvordan det var dengang. Og det er alt i alt ret vellykket, når man i forvejen har travet rundt i arbejderhistorie og set toværelseslejligheder med lokum i gården.
Kaffebaren er en perfekt kulisse fra 1950’erne med reklamer for erstatningskaffen Richs, som i efterkrigstiden stadig blev brugt som supplement for de rationerede kaffebønner. På den store radio flyder gamle revyviser ud. »Jeg plukker fløjsgræs og ridderspore«, klinger det vemodigt. Der er et gigantisk kasseapperat, brune træskabe og Madam Blå på bordet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
