Der var en tid før flat white, raw cake og smoothie med havremælk. En tid, hvor kaffen smagte af tjære og blev serveret i kopper med hank, og det eneste valg, man kunne træffe, var, om kaffen skulle være med eller uden sukker og fløde. Dengang hed det ikke en café, men en kaffebar, og var stedet, hvor det arbejdende folk – som postbude, håndværkere og taxachauffører – kunne tage et hvil, få en kop kaffe og købe en mad. I 1950'erne var der flere hundrede kaffebarer i København. Nu er der kun få tilbage, der ligger trøstesløst ved de store indfaldsveje til byen. Men på Arbejdermuseet kan man stadig få en bid af, hvordan det var dengang. Og det er alt i alt ret vellykket, når man i forvejen har travet rundt i arbejderhistorie og set toværelseslejligheder med lokum i gården.
Kaffebaren er en perfekt kulisse fra 1950’erne med reklamer for erstatningskaffen Richs, som i efterkrigstiden stadig blev brugt som supplement for de rationerede kaffebønner. På den store radio flyder gamle revyviser ud. »Jeg plukker fløjsgræs og ridderspore«, klinger det vemodigt. Der er et gigantisk kasseapperat, brune træskabe og Madam Blå på bordet.
Udvalget er uhyre enkelt. Der er kaffe. Som i sort kaffe. Sodavand er på glas, og der er nostalgiske flasker som Solita appelsinjuice i blå- og hvidstribet papirindpakning. Desuden kan man nyde en rigtig arbejderbajer – Stjernebryg.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
