Jeg blev faktisk lidt rørt, da jeg trådte ned ad de brune glaserede murstenstrin bagerst i Enigma, det nye museum, der har til huse i det store gamle posthus på Trianglen. Så institutionelle fra en svunden tid. Og igennem vinduerne var der udsyn til store metalbure med pakker og Post Danmark-logo. Suk.
Med ét var jeg tilbage til dengang, da der stadig var postkasser på hvert et hjørne, og faguddannet personale tog imod på rigtige posthuse. Ikke noget med at cykle søgende og rådvild rundt med sine breve, ikke noget med at stille sig op i alenlange køer i Kvickly eller Føtex, du!
Et boost vitaminer med velsmag bestående af ingefær, appelsin og havtorn.
Et levende museum
I dag er Post Danmark blevet til skandaleramte PostNord, og Enigma afløser Post & Tele Museum, der før var et populært udflugtsmål for især børnefamilier med udstillinger og gratis legeland i Købmagergade. Den tidligere matrikel er solgt, og nu er det lyserøde postslot ved Fælledparken nyt museum for kommunikation, som emnet er udvidet til. Derfor kan man se den kodemaskine fra Anden Verdenskrig, der har lagt navn til museet, leje en robot og lave sine egne frimærker, for eksempel.
Vi var nu kommet for at få brunch. For rygtet går, at Enigmas Kantina er et godt sted at besøge for børnefamilier. Her er rummeligt, så poderne ikke skubber forstyrrende til andre gæster, der er rigeligt med høje stole, og så er der et lille legeområde med tumlemøbler.
Samtidig kan man i den store hals ene hjørne stadig hente og sende post. Et levende museum! Så man kan vise børnene, hvordan det var over det ganske land, da man selv var yngre.
Meyers mange arme
Kantina drives af Meyers Contract Catering, som her beviser, at selv om Claus Meyer ikke selv er så involveret længere, så borger signaturen stadig for ordentlighed, råvarer af god kvalitet og gennemtænkt menu. Der er åbent fra tidligt til sent, så man kan komme og blive mættet af både morgenboller, landgangsbrød, bagværk, supper og simreretter. Som navnet Kantina angiver, er der selvbetjening.
Vi kunne ikke dy os for det, Kantina selv kalder for ’Meyers signaturbagværk’, men det var faktisk dagens eneste skuffelse. Kanelsnurrerne var kolde og hårde i det, og croissanterne var mere bastante end luftigt smørsprøde. Men det er god stil at skære bagværket i halve, så man kan smage lidt forskelligt uden at blive skyldig i madspild. Og så skal både det lyse surdejsbrød og rugbrødet roses for at have masser af bid, substans og kornsmag.
