Efter at have bakset lidt med en tyndslidt kuffert placerer Anja T. Lahrmann et gammelt elektronisk vidunder på bordet. »Det her«, siger hun og smiler, så et smilehul under højre øje kommer til syne. »Det er en Moog-synthesizer fra 70’erne. Lyden er varm. Fyldig. Og slet ikke som den der distortede, digitale computerlyd«.

Den gamle synthesizer er bare et af mange pudsige elementer i Excelsiors soniske lydlandskab, der kombinerer elektroniske computerlyde med jazzede blæsere og polyfoniske korarrangementer. Det forventelige er farveløst, mener hun. Og den opfattelse har haft stor betydning for, hvor hun står i dag.