Hvad er dit forhold til de gamle eddadigte?
»Jeg har været fascineret af digtene i ’Den Ældre Edda’ (digtsamling med fortællinger fra nordisk mytologi, red.) lige siden ungdommen. Det har altid slået mig, at selv om de omtales som digte, er de faktisk små dramatiske tekster med replikker, som ofte er bygget op om dialoger eller dramatiske monologer. Jeg er fascineret af teksterne, fordi de er så gamle. Det er jo den ældste nordiske poesi, som findes, og teksterne er smukke både i versemål og i brugen af bogstavrim. Der er en mægtig lyd og rytme i dem. Rytmen er som slag med en hammer. Og så har de jo noget uudgrundeligt over sig«.
Hvad synes du om, at de skulle dramatiseres?
»Jeg var faktisk skeptisk, for der er så meget drama i teksterne i sig selv. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle dramatisere dem, før Det Norske Teatret spurgte, om jeg ville. Men jeg trængte til en pause fra mine egne skriverier og blev fristet til at sige ja. Jeg har forsøgt at ændre så lidt som muligt ved de oprindelige tekster og bare prøvet at skrive en sammenhængende teatertekst. Jeg måtte forenkle det en del og flytte om på tekstpassager, føje noget til og ændre hist og her. Jeg har valgt at bruge ’Vølvens spådom’ som rammefortælling. Den begynder med skabelsesberetningen og beskriver livet hos de gamle guder, og hvordan verden til sidst går under i ragnarok«.
