Ny udstilling på Vesterbro: Floristen Poppykalas og fotografen Rosalina flytter blomsterne fra Instagram til Lossepladsen

På byggepladsen: »Blomsterne tilbyder en sanselighed, der ellers ikke er så meget af i vores tid«

Rosalina Kruse Serup:

»Ideen med alle billederne er at undersøge blomsternes performative egenskaber. De har så meget symbolværdi, at det næsten er umuligt at tage et billede af en blomst, uden det virker helt ladet med specifikke betydninger«.

»Vores undersøgelse er gået ud på at skrælle de her symbolske lag af, afromantisere blomsterne og skabe nye betydninger ved at placere dem i rum, som ikke fortæller en lignende symbolhistorie. Faktisk var det en udfordring, fordi steder også besidder stor symbolværdi. Lagde vi blomster på en vej, lignede det pludselig, at nogen var blevet kørt ned. Sådan var det hele tiden. Så lignede det en jubilæumsfejring, så lignede det en begravelse. Der er så mange seancer med blomster, så vi skulle finde en sti, der var fri for de her klassiske medbetydninger. Men det var svært, fordi det er en ret smal sti med meget lidt plads«.

»Kompositorisk set er der klart nogle fejl i det her billede. Normalt ville man nok have givet det mere luft, og så er der nogle skæve linjer, som for eksempel de blomster, der stikker fladt ud til højre fra kassen. Den slags vil man nok rette i et forsøg på at skabe harmoni. Her er det mere tilfældigt, men som det ofte er med tilfældigheder, så harmonerer de altid. Det gør de altså bare, det er et fact. Når du fotograferer noget, som i forvejen ser meget fint ud, som blomster, så er du nødt til at lave lidt fejl, så at sige, være lidt mindre perfekt«.

Thilde Maria Kristensen:

»Jeg har virkelig skullet slå mig selv over fingrene for ikke at iscenesætte blomsterne på det her billede mere. Det er en meget løst iscenesat buket for mit vedkommende. Når det er sagt, er det en meget eksotisk, nærmest asiatisk buket med intense farver uden noget decideret pyntegrønt. Med den lilla Allium gigantium i midten omringet af strittende blomster er det næsten som en lille eksplosion af en have, som popper op midt på byggepladsen«.

»Ofte har blomsterne en afsender og en modtager – én, der giver blomster til en anden for at give udtryk for noget. De her blomster fremstår anderledes hjemløse, som om de er strandet i et limbo her på byggepladsen. Et sted, som åbenlyst giver et lidt hårdt og industrielt modspil til blomsternes umiddelbare naturlighed«.

»Jeg synes, det er er op til betragteren at afgøre, om blomster i sig selv kan være kunst. Man kan hævde, at de har nogle af de samme egenskaber, som kunst har. Man kan blive berørt af dem, følelsesmæssigt og sanseligt, både ved duft, syn, berøring og spisning, og de kan vække minder. De kan jo også være disturbing. Nogle mennesker kan godt opleve specifikke blomster som ubehagelige, eller hvis de er meget artificielle at se på«.

»Jeg har personligt altid været draget af blomster, altid skullet være i nærheden af dem, fordi de taler til noget meget sanseligt i mig«.

»Blomster skaber ro og velvære. Det er jo også derfor, man tager blomster ind i sit hjem eller forærer dem til folk«.

»Blomsterne tilbyder en sanselighed, som der ellers ikke eksisterer så meget af i vores tid«.

Tættere på: »Vi skulle ud i nogle lidt hårde omgivelser«

Thilde Maria Kristensen:

»Denne her dekoration er langt mere iscenesat. Den har jeg lavet ud fra den japanske blomstertradition ikebana, jeg normalt er inspireret af i alle mine ting, og er ikke tilpasset det sted, den er placeret i. Jeg lavede den hjemmefra, og så kørte vi ellers rundt og placerede den alle mulige steder for at finde ud af, hvor den tog sig mest interessant ud. Vi syntes, det var sjovt med den botaniske reference med nummerangivelsen på det lille stykke træ, måske til Flora Danica-traditionen, hvor man har en videnskabelig tilgang til blomsterne og inddeler dem i kategorier. Samtidig er det næsten så langt fra et Flora Danica-billede, som noget kan være. Derudover var det interessant at arbejde med blomster i samme farver, tone i tone. Det er en stil, jeg også arbejder med i flere af mine buketter. Jeg synes lidt, det ligner en slags russisk efterkrigstidsdekoration, som kunne stå i en eller anden konferencesal. Den er storladen i sit udtryk som en ordnet prydhave. Jeg har valgt pæoner, som er en blomst, folk virkelig elsker. Der findes fangrupper for pæoner, og når de kommer, eksploderer Instagram. De er super sanselige, poetiske og bløde, og jeg vidste, vi skulle ud i nogle lidt hårde omgivelser, så jeg gik efter at lave en lyserød og feminin dekoration«.

Rosalina Kruse Serup:

»På det her billede er vi gået lidt tættere på blomsterne, så man lægger mærke til flere detaljer. På en måde er der noget genkendeligt ved billedet, som om den dekoration godt kunne vokse der. Måske fordi der er noget drivhusagtigt med det plast, som kommer så tæt på. Og træpinden, som understøtter den, minder om de der pinde i botanisk have, som forklarer hvad det er for en plante, man ser på. Samtidig er der noget, som er lidt off. Det jo en byggeplads med en kran i baggrunden. Og den bunke jord, der ligger der, har nok aldrig set skyggen af lyserøde blomster før. Jeg synes, det er spændende at arbejde med menneskers forhold til natur. Jeg læste et sted om nogle psykologiske undersøgelser, hvor stressramte folk så videoer af natur, og efterfølgende kunne man måle, at deres stressniveau var dalet. Bare det at betragte naturen på billeder kan altså gøre en forskel. På den måde er det dragende ved blomster måske ikke så hokuspokus. Det ligger i os at blive tiltrukket af dem. Fotografierne i vores udstilling er i den forstand måske mere et medie til at undersøge vores forhold til naturen, mere end de er en decideret fotografisk udstilling Det er en undersøgelse, som er blevet løst ved hjælp af fotografiet som medie«.

Flora in situ. 27. okt.-3. nov. Galleri CAN Family, Tullinsgade 5, Kbh. V.  www.www.poppykalas.dk