Et træ er ikke nødvendigvis altid bare et træ. På Vesterbro står en 20 meter høj kastanje, som i den grad har slået rod i kvarterets beboere, at det ikke uden videre lader sig gøre at skifte den ud med en metrostation.
Tag lige, og slap lidt af. Det siger jeg til mig selv, da jeg træder ud ad min gadedør og begiver mig over pladsen. Det er bare et træ. I Amazonas fælder de hver eneste dag cirka 70 kvadratkilometer skov. Er det så ikke bare en lille smule patetisk at bekymre sig om det planlagte attentat på lige netop det her træ? Nå jo, men nu er det ikke et hvilket som helst træ. Det står jo lige uden for mit vindue.
Det er min aktie i naturen. Min vildmark.
Min Sherwood-skov. Mit træ, mumler jeg højstemt, mens jeg nærmer mig kastanjen.
Det står i det gyldne morgenlys og knejser mod himlen, ubekymret, som om det ikke har fattet, hvad der er i vente. Ved foden af træet står tre mænd i arbejdstøj.
Den højeste af dem har en figur, der ville passe udmærket til en kuglestøder. Jeg henvender mig til ham: »Nå, er det så jer, der skal fælde kastanjen?«. »Nej, vi skal bare sætte hegn op«, knurrer manden.
Nu får jeg øje på et bundt høje gitre, der står og venter på at blive samlet. De har åbenbart tænkt sig at spærre træet inde, mens de tager livet af det.
»Venter I ballade? Der er jo en hel del følelser i klemme?«, siger jeg.
»Det ved jeg sgu ikke noget om«, svarer kuglestøderen. »Jeg kommer nede fra Slagelse«.
Det burde jeg have regnet ud. Man har garanteret ikke kunnet overtale en lokal til at bure træet inde.
På asfalten under trækronen sidder to kvinder og drikker kaffe. De ser melankolske ud. Rikke Ewald hedder den ene. Og den anden er Annette Grejs. De siger, de har boet i kvarteret omkring Enghave Plads i 10-15 år.
»Og vi har brugt træet flittigt«, siger Annette Grejs.
»Til hvad?«, vil jeg gerne vide.
»Siden mine børn var små, har det været et fast ritual, at jeg hentede dem i deres institution, og så skulle vi hen og have en gyngetur i træet og snakke med alkoholikernes hunde. Så forsvandt alkoholikerne, og nu vil de fælde træet«, siger hun.
»I morges sagde min datter, at hun vil klatre op i træet og sidde, så de ikke kan fælde det«. »Så må du hellere lige holde øje med hende!«, indskærper jeg. »Men hvad betyder det for jer, at de fælder det?«. »Altså, det er helt vildt ærgerligt«, siger Rikke Ewald. »Vi har siddet under det her træ så mange gange på alle tider af døgnet.
Her er sket så mange ting. Det har været kærestesorger og skilsmisse og kæmpe branderter...«. »Men bliver det ikke meget rart at få en metro?«. »Jo jo, når det endelig skal være, er det fint« »siger Annette Grejs. »Det bliver da rart, at man kan sætte sig ind i metroen, og så er man i Amager Strandpark ti minutter efter. Men alt det andet rod her...«. Hun slår ud med armen mod træet og mændene fra Slagelse, der nu er i gang med at montere hegnet.
Trykfølsomme vibrationsfølere
Ja, der skal være en metrostation på Enghave Plads. Det er derfor, der ikke er plads til kastanjen. Den har ellers stået her i 114 år, siges det, og folk i kvarteret er sure.
Der er oprettet en støtteside på Facebook for kastanjen. Der er udgivet en bog med bidrag fra en række bestyrtede berømtheder som digteren Gordon Inc.
Han indleder ' Ode til Kastanjetræet' med disse ord: »Oh, Kastanjetræ, du der står stateligt på pladsen. Du kongetræ, der snart skal segne, du Vesterbros vartegn, Vesterbros Yggdrassil, Irminsul. Du livets træ, som alle træer er livets træ...«.
Metroselskabet kunne godt mærke, at folk var højt oppe at flyve. Så de lovede at flytte den hen i den anden ende af pladsen.
Eksperter fra Institut for Skov og Landskab blev bedt om at undersøge muligheden.
»Er det virkelig rigtigt, at man overvejede at flytte det her træ?«. Det spørgsmål stiller jeg Palle Kristoffersen fra instituttet. Han er en af landets førende eksperter i urbane træer. Og jeg møder ham under kastanjen, dagen inden de sætter hegnet op.
»Ja altså, vi opfattede det sådan, at man ville flytte det, hvis det var fornuftigt at gøre det«, svarer Palle Kristoffersen. »Og så blev vi bedt om at kigge på træet og finde ud af, om det havde nogen skavanker«. Palle Kristoffersen og en kollega hamrede 12 søm i en cirkel rundt om stammen.
De monterede trykfølsomme vibrationsfølere på sømmene. Og så slog de efter tur på hvert enkelt søm og sendte vibrationsbølger gennem stammen til de øvrige søm.
Hvis veddet er fast og frisk, når bølgerne hurtigt frem. Hvis træet derimod er blødt og råddent, går det langsomt.
»Og der kunne vi altså se, at der er partier inde i træet, som simpelthen er rådne«, siger Palle Kristoffersen.
Og så er der kastanjeminérmøllet
Råddenskaben stammer efter alt at dømme fra en skade, der blev påført træet for 18 år siden, da man i forbindelse med en totalrenovering af Enghave Plads byggede en lav mur kun en meter fra stammen.
»Vores teori er, at man har været ind og kappe en rod, og så er råddet løbet op i den. Det vil sige, det breder sig mere og mere«, siger træeksperten.
»Det lyder som en dårlig undskyldning.
Det har garanteret aldrig været meningen at flytte træet«, siger jeg. »Man kan sgu da heller ikke flytte så stort et træ!«. »Ja, det siger folk«, griner Kristoffersen.
»Men mit udgangspunkt er, at ingeniører kan alt. Som jeg ser det, ville man frysestabilisere 100 kvadratmeter jord i to meters dybde. Så ville man skubbe lortet hen, hvor det skulle stå...«. »Virkelig?«. »Ja, ude på Assistens Kirkegård flyttede man jo et hus, fordi det lå i vejen«. »Hov! Pas på...«, udbryder jeg.
En kastanje hvisler forbi få centimeter fra vores hoveder. Flere følger. Det her træ har ikke tænkt at give sig uden kamp.
»For resten er kastanjetræet også truet af andre ting...«, siger Palle Kristoffersen.
Han rækker op og flår en gren af træet.
Han peger på bladene og konstaterer symptomer på både saltskader og svampeangreb.
»Og så har kastanjeminérmøllet været her«, siger han.
»Kastanjeminérmøllet!«, siger jeg.
»Hvor slemt er det?«. »Det er rigtig, rigtig slemt. Møllene kan fuldstændig afløve kastanjetræerne. Sygdommen kom nede fra Bayern, hvor alle hestekastanjer tabte bladene, så man ikke kunne sidde i sin Bierstube uden at blive skoldet«. »Kan man ikke gøre noget ved dem?«. »Ikke en skid... Og det accelererer ligesom elmesygen for 20 år siden. Så der er mange ting, der svækker denne kastanje.
Det betyder, at det på et eller andet tidspunkt vælter. Og i stedet for at en barnevogn får det ned over sig inden for 10, 20, 30 år, så er det bedre at fælde det«.
»Og det er ikke noget, du bare finder på?« »Nej, det er ikke noget, jeg bare finder på. Så skulle jeg have haft mange flere penge for at lave den undersøgelse«, siger Palle Kristoffersen.
Mon vi kan banke dem?
Det er blevet onsdag hen mod aften. Metroselskabet har oplyst, at træet bliver fældet efter mørkets frembrud. Af hensyn til »eventuelle iboende flagermus, der på fældningstidspunktet er ude at flyve«, som det formuleres i en skrivelse, hvori der også står: »Da flagermusene går i hi fra oktober til maj, kan fældningen ikke udskydes, idet byggeriet af selve metrostationen påbegyndes i februar måned 2012«. Jeg står på pladsen og spejder efter flagermus. Det er der mange, der gør.
Folk strømmer ind på pladsen. Et forældrepar med en datter sprayer et stort rødt hjerte på asfalten uden for det nu indespærrede kastanjetræ. Inde i hjertet skriver de: »Farvel«. Andre har hængt store plancher op på hegnet, hvor man kan skrive en hilsen til træet eller påhæfte tegninger.
Et sted står en stor gruppe af de sprittere, der før holdt til her ved træet og det springvand, som for længst er fjernet. En af dem spiller guitar. En anden står og sludrer med en ældre kvinde. Han vil gerne vide, om man kan få sig sit eget kastanjetræ, hvis man smider en kastanje i en potte. Det kan man godt, forsikrer kvinden.
»Hvad hvis man stiller den ned i gården om vinteren?«, siger manden. »Jeg har hørt, at ting, der er plantet indendørs, aldrig kan komme udenfor?«. »Jo, det kan de sagtens, sagtens«, siger damen.
»Bare begynd med et par timer om dagen, så træet langsomt vænner sig til at være ude...«, blander jeg mig.
»Hold nu op! Du der Fætter Sjov!«, siger manden, som nu præsenterer sig som Boe Johnny Egelund Jacobsen, 44 år og i den grad tilhørende på Vesterbro.
»Hvilket forhold har du til træet her?«, spørger jeg.
»Jeg har altid leget her. Det træ har jeg altid kendt. Jeg kan huske, der var rundkørsel...«. »Så hvordan har du det nu?«. »Jeg har det forfærdeligt, mand! Jeg har lige gået rundt med hætte på og spurgt, om vi ikke skulle smadre dem«. »Smadre hvem?«. »Vagterne, mand. Tror du ikke, vi kan banke dem. Der er mange af os, som har det dårligt med det her. Der er en grim stemning...«. »Det er vel ikke vagternes skyld, at træet skal fældes?«. »Hvad havde du forventet? Skulle man sige: Nå men det er deres arbejde, slap dog af... ligesom fængselsbetjente? Jamen, så bliv gartner! Du ved, hvad jeg mener, ikke?«. Jeg kan godt følge ham. Vagterne inde i buret virker heller ikke for stolte. Sådan må fangevogterne på dødsgangen se ud, lige inden de skal føre den dømte til skafottet.
Boe Johnny Egelund Jacobsen står lidt uden at sige noget med sin bajer, sin hjemmerullede cigaret og sine fugtige øjne.
»Men jeg ved også godt, træet har det dårligt...«, siger han så. »Og det er også derfor, flere af os har tænkt os at plante en kastanje...«.
De graver alting op
Det har været mørkt et godt stykke tid nu.
Træet står der stadig. Det skyldes, at en flok unge har slået sig ned i den eneste indkørsel til denne del af pladsen. Med et suppekøkken. Så træmændene ikke kan komme til.
Jeg går hen for at høre, hvad de unge har tænkt sig.
»Du skal ikke skrive om os!«, snerrer en pige.
»Og hvorfor skal jeg så ikke det?«, siger jeg.
»Vi taler ikke med journalister«, råber en fyr.
»Hvad vil I med den her aktion«, spørger jeg alligevel.
»Vi vil bare have en fest«, buser det ud af pigen.
Fair nok. Ingen af disse unge ser nu videre feststemte ud. Snarere skulende. Fornærmede.
Jeg forsøger mig med en ung mand i sort tøj, der står i en anden gruppe.
»Hvad går det her ud på?«, siger jeg.
»Vi synes bare ikke, de skal fælde træet«, svarer fyren, der siger, han hedder Ulver.
»Synes I også, det er en dårlig ide med metroen?«. »Ja, i hvert fald den effekt, den har på byen de steder, hvor de bygger stationerne.
De graver alting op«. »Hvad betyder lige netop det her træ?«. »Altså nu er der ikke særlig mange træer i København i det hele taget«, siger Ulver.
»For en by på den her størrelse er der virkelig få grønne områder, og dem, vi har, er ikke særlig gode. Og så er det et eller andet sted et vartegn, ikke?«. »Jo... for hvad?«. »For Enghave Plads og Vesterbro mere generelt...«. »Bor du selv på Vesterbro?«. »Nej. Jeg bor på Frederiksberg«.
Det første kys under kastanjen
På den anden side af blokaden holder en lastbil med en lift på ladet. Bag rattet - med armen hvilende i det åbne vindue - sidder manden, der skal fælde træet.
Han foretrækker ikke at få sit navn i avisen, men oplyser, at han kommer fra Rørvig.
Manden forklarer, hvordan han og hans folk har tænkt sig at save træet ned fra toppen. Det kommer vel til at tage totre timer, vurderer han.
»Hvornår tager I fat?«, spørger jeg.
»Hvis der er sådan en demonstrationsstemning og modvilje, så tror jeg ikke, vi gør det... i dag i hvert fald«. »Men I er jo nødt til at få det ned med nakken, inden flagermusene går i hi?«. »Ja... jeg har siddet og holdt øje med de flagermus, men jeg har ikke set nogen«, siger træmanden. »Hov, der er fire gråænder.
Så skulle jeg alligevel have haft mit gevær med...«. Inde på pladsen er der vel omkring 400 mennesker efterhånden. To politibetjente baner sig gennem mængden og standser for at tale med Søren Sabat fra Metroselskabet, der har ansvaret for fældningen af kastanjen.
»Hegnet står der af den ene årsag, at der er så stærke følelser involveret«, forklarer Sabat. »Vi skal jo ikke ligge og kravle rundt oppe i træet efter folk...«. En midaldrende kvinde blander sig i samtalen. Hun ignorerer politiet og siger til Søren Sabat: »Min yngste søn var aldrig kommet til verden, hvis ikke jeg havde mødt hans far lige under det træ... så det er en sorgens dag. Det træ er bare vores«, siger kvinden, der hedder Sussie Andersen.
Hun uddyber sin tilknytning til kastanjen: »Jeg kom gående ind på pladsen og slap min hund og min ældste søn på syv år løs ved det store springvand. Hunden løb hen til den her mand, og så kiggede vi på hinanden, og så blev vi forelsket. Og vores første kys var under det træ. Det er toogtredive et halvt år siden«.
Halløj Bedstemor Piletræ
Det er ved at blive sent, denne aften, hvor kastanjen skal dø. Ingenting sker. Stemningen er dæmpet, afventende.
Så bevæger mængden sig ovre ved indkørslen.
Forsøger træmanden fra Rørvig alligevel at trænge igennem blokaden? Fotografen og jeg styrter derover. Og ser en person, der minder meget om Pocahontas, kravle op på ladet af træmandens lastbil. Og videre op på liften. Deroppe sidder hun nu og råber sin protest ud over hele Enghave Plads. Kun iført stumper af dyreskind.
Indianerpigen puster ikke bare liv i os fra pressen. Mange råber begejstret til hende. Det er, som om den sørgmodige stemning får et skud dynamik, en indsprøjtning fra en verden med et anderledes inderligt og direkte forhold til naturen.
Indianernes verden.
Pludselig er kastanjetræet ikke længere et kastanjetræ, men et piletræ, det kloge Bedstemor Piletræ, som fortæller Pocahontas og alle os andre, at vi bare skal følge vores hjerte og lytte til vindens susen.
Da hun er kravlet ned fra liften, tager Pocahontas en kåbe over sig og stiller sig ved siden af en høj og mager mand, der er klædt i en ankellang kofte og har en spids, lilla filthat på hovedet. Han ligner en elverkonge, eller måske en troldmand fra Ringenes Herre.
»Hvorfor hoppede du op på den der lift så godt som uden tøj på«, spørger jeg Pocahontas.
»For at vise, at hvis de synes, det er okay at fælde træet, så synes jeg, det er okay at gøre det her...«. Hun løfter lidt i kåben.
»Når hun hopper op og sætter sig på bilen, så er det fordi, hun følger sit hjerte«, forklarer troldmanden, der hedder Nikolaj Henriksen.
»Sandheden findes i alle menneskers hjerte«, supplerer Pocahontas. »Vi synes ikke, man bare kan fælde træer, som det passer én.... Hvis ikke vi gør noget NU for at redde vores planet, så er vi færdige! Slut, prut, færdig!«. Hendes virkelige navn er Yara Brasil, siger hun, og hun er fra Sydvestbrasilien, tæt ved grænsen til Bolivia. Hun siger, at hvis man tager noget fra Jorden, så skal man også give noget tilbage til Jorden.
»Okay, men det gør Metroselskabet vel også«, forsøger jeg mig. »De tager et træ og giver en metrostation«. »Nej, de tager ro og harmoni og giver os stress og travlhed«, siger Nikolaj Henriksen.
»Stress og travlhed og McDonald's...«.
Fæld det så!
Det bliver midnat. De vrisne unge med suppekøkkenet sidder stadig i indkørslen.
Træmanden er kørt hjem til Rørvig.
Kastanjen står her på overtid. Det er som en offentlig hængning, hvor guillotinen sætter sig fast i det afgørende øjeblik. Folk begynder at sive hjemad.
Den følgende dag skal træet overdrages til tre kunstnere - til »kunstnerisk bearbejdning«. Arrangementet gennemføres, selv om kastanjen ikke er fældet. Men kunstnerne melder afbud.
»De er nogle tøsedrenge«, siger digteren Claus Ankersen, som også står på programmet.
»De er sikkert bange for, at folkestemningen er imod dem«. Til gengæld serveres der gratis fadøl.
Og så læser Claus Ankersen et langt digt om Enghave Plads.
»... Og jeg kan lide dig, Enghave Plads, når branderter hamrer slingrende om et af dine hjørner, når nomadestammer af storbyindianere camperer rundt om træet, når børnene samler kastanjer, og skaterne i parken øver nye moves i den anden ende...«. »Jeg synes snart, de skulle se at få fældet det skide træ«, siger en mand, der har taget kone og søn med hen til pladsen i håb om at se kæmpen falde.
Den bemærkning noterer jeg.
Så kaster jeg et blik mod kastanjetræet i buret og siger for mig selv: Du har fået mere, end noget træ kan forvente. Farvel Sherwood.
