Ibyen-horoskopet: Skal du spise churros eller til Jim Lyngvild-udstilling i denne uge?

Er du vædder? Så skal du »lytte du til din indre stemme« og dit behov for at være dig selv i denne uge. Ibyen har et tip til dig.
Er du vædder? Så skal du »lytte du til din indre stemme« og dit behov for at være dig selv i denne uge. Ibyen har et tip til dig.
Lyt til artiklen

Hver uge guider Ibyen dig og dit stjernetegn til de bedste kultur-, mad- og kunstoplevelser i København. Det er Ibyens stjernekigger, Astrolog-Brian, der lægger horoskopet. Du kan få dit horoskop tilsendt hver mandag ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.

Horoskopet gælder 26. november-2. december 2018.

Ugens intro

Astrolog-Brian siger: Der bliver sagt og talt meget, lovet endnu mere, og tingene kan let komme ud af proportioner. Det er ikke alt og alle, du kan stole på, og du risikerer måske også selv at skulle trække i land. Feststemningen fejler ikke noget, og det kan være fra fulde folk, du skal høre sandheden.

Vædderen
(21. marts-20. april)

Det er ikke tilbud, du mangler. Du er ikke så beslutsom, angående hvem du vil ses med og hvor. Lytter du til din indre stemme, har du et større behov for også at være dig selv. Men både familie og venner vil gerne være sammen med dig. Adventshyggen trækker i dig.

Ibyen spår: Åh, det lyder, som om alle de fans overdøver din indre stemme, så vi tilbyder modspil i form af podcast. Statens Museum for Kunst lancerer podcasten ’Mysterier fra museet’ på onsdag, de giver et glas premierebobler i anledningen. Nyd det, inden det hele går op i trængsel og alarm.

Podcast-premiere. 28. november. Kl. 18-19. Fri entré. SMK, Sølvgade 48-50, Kbh. K

Tyren
(21. april-21. maj)

Du må finde balancen i, hvad der er ret og rimeligt. Du kan ligefrem være havnet i et juridisk tovtrækkeri. Gode råd kommer fra en ven og et familiemedlem, men er desværre modstridende. Lørdag får du begivenhederne på afstand, mest fordi du er i godt selskab.

Ibyen spår: Du er besat af jura, fairness og retfærdighed. Er det flydende størrelser, der løber som kviksølv mellem fingrene? Er alle lige for loven? Du har fulgt True Crime-serien ’Making af Murderer’ på Netflix, og lørdag aften kommer seriens erfarne forsvarsadvokat Jerry Buting til byen. Du sidder klar på første række. Med masser af spørgsmål.

Inside the Staircase & Making a Murderer. 1. dec. kl- 20-23. Bremen Teater, Nyropsgade 39-41, Kbh. K

Tvillingerne
(22. maj-21. juni)

Lidt for store armbevægelser og mange argumenter præger starten på ugen. Du har ikke det bedste grundlag for at træffe beslutninger. En, der kender dig særlig godt, er værd at lytte til. Efter en intensiv debat kan du være overraskende enig med dem, du diskuterer med.

Ibyen spår: Debatter føres bedst på brune værtshuse, og hvad er mere oplagt end at sætte sig ind på legendariske Skindbuksen på Kgs. Nytorv? Egentlig skulle den næsten 300 år gamle brune juvel lukke, men nu har nye ejere renoveret og genåbnet stedet med julemenu og kolde fadøl.

Skindbuksen. Lille Kongensgade 4, Kbh. K

Krebsen
(22. juni-22. juli)

Din sundhed og dit helbred betyder meget, og du kan i den forbindelse få noget af en ahaoplevelse. Fokuserer du på muskler, kan det være her, du har fundet et vidundermiddel. Bliv nu ikke så begejstret, at du overdriver, men del gerne dine succesoplevelser med andre.

Ibyen spår: Lydinstallationen ’Under samme sol’ er garant for en ahaoplevelse onsdag aften, når en række unge stemmer deler personlige fortællinger om fællesskab, identitet og eksistens, mens du læner dig tilbage i sækkestolen. Det er musiker Jonas Wetterslev og KBH+, der står bag eventet.

Under samme sol. Onsdag 28. nov. kl. 18, 19 og 20. Café Embla, Emblasgade 175, Kbh. Ø

Løven
(23. juli-23. august)

Har du en kæreste, kan du pleje jeres forhold med en musikalsk oplevelse. Er det ikke muligt, vil en god film også være et hit. For dig, der er single, kan der også være amoriner i luften. Du har chancen for at møde et godt match, og du skal ikke tage et nej for gode varer.

Ibyen spår: Ej, det er altså slut med teater- og biografdates, vejen til ethvert menneskes hjerte er brolagt med friture. Derfor skal du og din (kommende) mage hoppe forbi Churros Box Pop-up ved Axel Towers. Så kan I lave Lady og Vagabond-tricket med en churro dyppet i softice. Vi kan ikke love en harmonikaspillende italiener, sorry.

Churros Box Copenhagen. Frem til 30. dec. Vesterbrogade 2e, Kbh. V

Jomfruen
(24. august-23. september)

Dine boligforhold tager meget af din tid og energi. Står du i en flytning, kan du heldigvis trække på gode venners hjælp. Men de forventer nok noget til gengæld. Er der ikke plads til festen, hvor du bor, kan du invitere dine tro hjælpere med på en festlig bytur.

Ibyen spår: Vilde dansemoves og sprød salsamusik er fremragende valuta, når flyttegælden skal betales tilbage til dine hjælpsomme venner. Og det er netop det, du får til Havanna Night i Søpavillonen. Er du ikke garvet i at sætte hofterne i sensuelle bevægelser, kan du komme tidligt og få en lektion.

Havanna Night. 29. nov. kl. 20. Entré 60 kr. Gyldenløvesgade 24, Kbh. K

Vægten
(24. september-23. oktober)

Transport og trafik fylder en del, og du kan komme godt op at køre. Du kan være heldig at få ’opgraderet’ dit transportmiddel. Det er dog ikke på vejene, du skal vise dig, der skal du færdes efter forholdene. Græsset er lidt grønnere hos naboen, og det er der, festen foregår.

Ibyen spår: Det skal være stort, tungt og larmende, når du skal ud at rulle. Du løser billet til veterantoget, hvor du får masser af damp for skillingerne hele vejen fra Hellerup til Helsingør, hvor billetten giver dig adgang til Kronborg. Her besøger du julemarkedet og gør et par fund, inden du igen tager toget hjemad.

Jul på Kronborg. Entré 120-370 kr. 2, 8 & 9. dec. Afgang Troljevej, Hellerup kl. 10.40

Skorpionen
(24. oktober-22. november)

Hold lidt igen, når det gælder dit forbrug. Du gribes let af en stemning, der får dig til at bruge flere penge, end godt er. På den anden side har du også muligheder for at øge din indkomst. Din fantasi og kreativitet er en uudtømmelig kilde til at tjene gode penge.

Ibyen spår: Det er svært at være økonomisk ansvarlig, når byen bugner med madtilbud. Du tager på Cocks & Cows i Ravnsborggade i weekenden og smager deres nylancerede burgerbrunch med burger, fritter, dyppelse, juice og kaffe for 199 kr. Du smiler og fortryder ikke et sekund.

Burgerbrunch. Hver lø-sø kl. 10-14. Cocks and Cows, Ravnsborggade 14, Kbh.

Skytten
(23. november-21. december)

Din popularitet er stigende, og du gør dig godt i omgangskredsen. Du kan have personlig succes og fremgang, hvilket stiver dit humør og din selvtillid af. Arbejde og andre pligter får ikke den samme opmærksomhed. Dette kan du fornemme, uden at der bliver sat ord på.

Ibyen spår: Pligter nej tak, højt humør ja tak. Det lyder, som om du har trykket på kedsomhedsknappen i denne uge, og det har Jim Lyngvild og resten af Nationalmuseet også. Mandag åbner deres fællesudstilling ’Mød vikingerne’ med en vip-åbning. Ankom Ravnsborg-style med kappe, skålspænder og snøresko i læder.

Mød vikingerne. Åbner 26. nov. Nationaltmuseet, Ny Vestergade 10, Kbh. K

Stenbukken
(22. december-20. januar)

Meditative oplevelser står højt på din ønskeseddel. Er du blandt for mange mennesker, kan du let føle dig omklamret. Du kan synes, at det er besværligt at komme omkring. Sandt er det, at trafikken kan have sine problemer, og det kræver lidt ekstra af din opmærksomhed.

Ibyen spår: Julen nærmer sig, og Ibyen opfylder dine første julegaveønsker: Dans Med Ro, en time, der kombinerer to favoritter, nemlig dans og meditation. Og måske er dyb dansekontakt det, du behøver, for at komme dig over din følelse af at være omklamret?

Dans Med Ro. 28. nov. kl. 17. Entré 80 kr. Vermundsgade 13, Kbh. Ø. Entré 80 kr.

Vandmanden
(21. januar-18. februar)

Dit forhold til penge er helt særligt. Enten kan du give af et godt hjerte, bruge alt på dig selv eller være aktiv i en indsamling. Dit personlige overskud er stort, og det rimer på at gøre noget for andre. Det festlige opstår, når du kan gør det sammen med andre.

Ibyen spår: Hvem har nogensinde sagt, at velgørenhed er lig med indsamlingsbøsse og silende søndagsregn? Velgørenhed er også at tage til Bingo Banko og smide penge efter en bankoplade. Alt overskud går ubeskåret til de unge hjemløse i København.

Bingo Banko. 30. nov. kl. 20. Entré 30 kr. Huset KBH. Rådhusstræde 13, Kbh. K

Fisken
(19. februar-20. marts)

Selv om du generelt har medvind, kan du godt komme i tvivl. Det kan gøre sig gældende i b

åde studie- og arbejdsforhold. Du bør holde ud, for opbakningen er lige om hjørnet. Samarbejdet bliver også bedre allerede i næste uge. Sæt lidt fut i selskabslivet indtil da.

Ibyen spår: Vid, at andre har det værre. Meget værre. Det plejer at hjælpe. For at understrege pointen tager du en tur i spjældet med Tom Waits, John Lurie og Roberto Benigni, som Jim Jarmusch i sin aldeles kulsorte og hyleskægge film ’Down by Law’ fra 1986 følger i deres flugt. »You always makin’ big plans for tomorrow. You know why? Because you always fuckin’ up today«.

Down by Law. 27. nov. kl. 16.45. Entré 160 kr. Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh. K

Brian Teglgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her