Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ny, lang performance undersøger, hvad der er at kæmpe for i 2019.

Ungdom, hvor er jeres oprør? »I årevis har jeg været træt af min generation«

Ny performance stiller spørgsmål som: Hvad har ungdommen at kæmpe for? Og hvordan skal kampen foregå? Foto: Presse
Ny performance stiller spørgsmål som: Hvad har ungdommen at kæmpe for? Og hvordan skal kampen foregå? Foto: Presse
Lyt til artiklen

I 1969 gik kunstneren Lene Adler Petersen nøgen gennem Københavns Fondsbørs med et stort hvidt kors. Det var en demonstration mod kapitalismen.

I 1970’erne gjorde datidens studenter oprør med professorvældet, og rødstrømpebevægelsen satte dagsorden.

I dag hænger klima- og flygtningekrise over hovedet på os alle, men det kunne se ud til, at unge hellere vil demonstrere digitalt end på gaden. Har unge glemt alt om det kollektivet i jagten på et insta worthy liv? Hvad skal der gøres oprør imod? Og hvordan?

De spørgsmål undersøger Teater Får302 i samarbejde med Kunstkollektivet Familien i deres nye, flere timers lange performance ’Talkin’ ’bout My Generation’.

Der er ikke noget fast manuskript eller endemål; det hele bliver skabt på stedet. Venuet bliver ændret ved hver optræden og skifter fra KU.BE, Nikolaj Kunsthal og Christiania.

Mikkel Trier Rygård, der sammen med skuespilleren Rosa Sand står bag stykket, håber, at det vil få unge til at tænke over, om ikke de burde tage sig sammen. De mener, at vi i stedet for at dæmpe angsten med sovepiller bør finde ligesindede og en måde at gøre oprør på.

Vi var selvoptagede og apatiske

»I årevis har jeg været træt af min generation. Af mig selv. Hvorfor vi ikke gjorde oprør. Hvorfor jeg ikke gjorde. Hvorfor vi var så selvoptagede. Så apatiske, selv om der stadig er meget at kæmpe for. Det er for dårligt«, siger Rosa Sand i en pressemeddelelse.

Mikkel Trier Rygård og Rosa Sand får hver aften selskab af seks andre på scenen, og sammen skal de se, om de kan blive enige om et middel og et mål – og om de overhovedet orker at gøre oprør.

Det står publikum frit for at gå til og fra den lange performance. Arrangørerne anbefaler dog, at man kommer kl. 18.

For at blodsukkeret ikke skal nå bunden, vil der også være let forplejning undervejs.

Få mere info og køb billet her.

’Talkin’ ’bout My Generation’, forskellige steder i København, 4.-10. marts

Inger Christine Løwe

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her