Ibyens brevkasse giver dig hver tirsdag syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig københavner ind som medredaktør, så de sammen kan give dig love – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse. Jeg er en heteroseksuel kvinde, der gerne vil have en kæreste, men jeg hader mænd.
Hvad gør jeg?
Gæsteredaktør Gudrun Marie Schmidt:
Dit spørgsmål lyder som et dilemma, men er det ikke. Kan jeg elske mænd, når jeg hader mænd, spørger du. Men du spørger forkert. Vi bliver ikke forelsket i mænd, vi bliver ikke forelsket i kvinder. Jeg bliver forelsket i dig. I den eneste i verden, der er dig. For forelskelsen er den eneste sande heksekraft, vi har i os.
Det er den, der får to mennesker til at lyse, sammen, og så alle kan se det. Den, der splitter familier og efterlader mænd og koner og børn med grædesnot, tomme hjem og en akut følelse af tab, som viser sig at være kronisk. Den, der lægger riger i grus, når alt andet bliver til støv i suget mellem to mennesker.
»Der er kun én af dig«, hvisker forelskelsen, chokeret, forbløffet, åndeløst, og elsker det allermest, der er allermest dig. »Findes du? Tænk, at du findes!«. Den ser ikke, at du har bryster, den ser dine bryster. Den ser ikke, at du har en pik, den ser din. Den ser ikke, at du har øjne, den ser dine øjne.
En følsom stemmes bævende spor efter en stammen i barndommen, en besynderlig øde ø af brune hår allernederst på ryggen lige over røvballerne, en blød, kridhvid mave med fregner, mørkeblå øjne på en skolegang, der blev sorte, hver gang han passerede mig. Alt det har jeg været syg efter, besat af, hos ham, hos ham og hos ham. Det allermest dig.
»Jeg elsker mænd med trænede kroppe«, siger tiden. »Jeg elsker høje mænd«. »Jeg elsker kloge mænd«. Hvis du leder efter mænd, finder du ham aldrig. På samme måde kan du sagtens blive ved med at hade mænd og samtidig blive forelsket. I en. I en. I en.
Kærlig hilsen
gud
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson
Mænd er grusomme. De er lige så dårlige elskere, som de er verdensledere, magtliderlige og besidderiske. De er voldelige krigsforbrydere og slagsbrødre, der kaster med ølflasker og granater for et godt ord. Mænd lugter dehydreret ud af munden og står med fødderne på verdens strube.
Det er nogle af de tanker, der løber gennem hovedet på mig, når jeg slår mine gråblå øjne op om morgenen. Jeg har afskyet mænd, lige så længe jeg har kunnet stave til patriarkat, og det samme gælder for mange af mine venner. Noget andet, der også gælder for mig og mange af mine venner, er, at vi faktisk er kærester med mænd, og nogle af os er selv mænd.
Der er med andre ord ikke noget i vejen for både had og kærlighed. Spyt på maskulinitetens former, og kys med manden foran dig, det kan man godt. For det er jo formen, den er gal med.
Når vi ser på mænd som det tobenede piktogram, der stirrer ned på os fra lyskrydset, så brager al den førnævnte dårligdom ud som et rødt faresignal.
Men smider du småkageformen ud og ser på dejen foran dig, vil du se et klumpet væsen, der rummer både omsorg, kærtegn og kløgt. Det er ikke en analogi om feministernes bløde mænd – jeg prøver bare at fortælle dig, at manden, du kommer til at elske, ikke er som mænd. Det er lykkedes mig at finde den dej-lige mand, jeg tror også på dig. Rød mand, had, grøn mand, elsk.
