Modeekspert og journalist Chris Pedersen er ugens gæsteredaktør i Ibyens kærlighedsbrevkasse.

Læser til brevkassen: Hjælp, jeg er kommet til at sprede et grimt kviklånsrygte om min gamle ven i en spritstiv hævnaktion

Foto: Cicilie S. Andersen/POLFOTO
Foto: Cicilie S. Andersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver tirsdag syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig københavner ind som medredaktør, så de sammen kan give dig love – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Jeg var for nylig til en indflytterfest, hvor jeg tilfældigt rendte ind i min gamle højskoleven, lad os kalde ham Søren. Jeg havde ikke set ham i virkelig lang tid, det var rigtig hyggeligt at snakke med ham, indtil jeg fandt ud af, at han over en periode datede begge (!) mine roommates på een gang.

Jeg hader alt, der lugter bare den mindste smule af utroskab, og på grund af lige dele harme og fuldskab kom jeg til at sprede et grimt rygte om, at Søren har en masse gæld fra et kviklån. Ja ja, det er ikke i orden, men det er sådan, landet ligger.

Hvad gør jeg herfra? Nu går der slemme rygter om Søren, og mine to roommates tror, han er en taber, men de ved ikke, at han har været led mod dem. Jeg har sat flere folk i saksen, men samtidig har jeg også skabt en mærkelig form for retfærdighed. Hjælp!

Kærlig hilsen den impulsive

Ugens gæsteredaktør Chris Pedersen:

Du skal vælge dine kampe med omhu og kun sætte kniven ind, når det virkelig gælder. Og når muligheden for at blive afsløret er minimal. Impulsive hævnagter er sjældent raffinerede nok. Derudover skal du altid vurdere, om der egentlig er gevinst for dig selv i situationen, eller om du bare vil pudse din egen moralske glorie.

Du har valgt at reagere på vegne af to veninder, som du mener er blevet krænket af ’hore-Søren’. De har ikke selv opdaget noget, og du synes egentlig, at Søren er en hyggelig fyr. Men beruset af din egen høje moral øjner du chancen for at sætte dig selv op på en indre piedestal. Du lufter en historie om, at Søren har ondt i økonomien, og kan nu klappe dig selv på hovedet, fordi du har skabt dårlig luft mellem ’hore-Søren’ og to kvinder, som han enten A) ikke interesserer sig en skid for eller B) har et åbent forhold med.

Du ved det ikke, og skulle du have ret i din moralske vurdering, ja, så har du ikke sendt ham til regnskab for den reelle forbrydelse. Og hvad er din gevinst? Dine veninder ved ikke, at du har frelst dem fra ’hore-Søren’, og du risikerer en ikke så hyggelig samtale, når han opdager din løgn. Sandheden kommer nemlig altid frem. Både om utroskab, bagtalelse og løgne.

Og så en sidste ting. Hvis der er ting, jeg har lært af at se programmer som ’Big Brother’, ’Luksusfælden’, ’Jerry Springer’ og ’Kærlighed bag tremmer’, så er det, at dårlig økonomi aldrig har været en forhindring, når det gælder mænd og sex. Hvis du skulle have sat kniven ordentligt ind, så skulle du have sagt, at ’he gives bad head’. Mennesket kan tilgive mange ting. Men ikke dårlig oralsex.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Jeg forstår dig, det er hverken første eller sidste gang, indignation og promille har affødt fortrydelsesværdige heltedåder. Du var halvfuld Batman på destruktiv mission. Svøbt ikke i kappe, men i guldøl legede du kærlighedens antihelt. Nu er du så vågnet op til Gotham Citys rygende murbrokker.

Det er nemmest at holde med sine venner og vælge den hurtige lappeløgneløsning, når blodet brænder. Men der er jo desværre noget med, at vi ikke kan stave til kærlighed uden ærlighed. Hvis retfærdigheden skal ske fyldest, må det foregå i sandhedens ædruelige dagslys. Start med de to roommates, forklar først din egen ugerning og så Sørens. Grin af Sørens dumhed og af din dumdristighed. Det er prisværdigt at ville beskytte sine venner fra unødige hjertekvababbelser, men hvis de to roommates skal lære noget, må du hellere spille med åbne kort.

Og så er der Søren. Ham må vi også forholde os til på en eller anden måde. Med ham kan du vælge en løsning, alt efter hvor vigtig du synes han skal være i dit liv:

Du kan gå fuld darkside og lade kviklånsrygterne klistre sig til Søren. Så påtager du dig fuldt ud rollen som kærlighedens hævntørstige bøddel. Men pas på, bitterhed er en sløv økse at slæbe rundt på.

Ellers kan du gå heltens vej, få fat i Søren og forklar ham, at alle kan dumme sig: Han kom til at dobbeltdate dine veninder, og du kom til at starte et kviklånsrygte. Sig, du er færdig med din del, hvis han er færdig med sin. I forsoningsgave kan han få et skrabelod. Det er lige så dumme penge, men i det mindste sjovere.


Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her