En læser spørger, hvordan hun undgår, at chefforelskelsen går ud over hendes job. Brevkassen giver råd.

Kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen svarer i brevkassen: Hvad stiller man op, når man er blevet småforelsket i sin chef?

En læser har fået et crush på sin chef. Ibyens kærlighedsbrevkasse giver råd - med hjælp fra en ægte chef, naturligvis. 
   Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
En læser har fået et crush på sin chef. Ibyens kærlighedsbrevkasse giver råd - med hjælp fra en ægte chef, naturligvis. Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver tirsdag syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig københavner ind som medredaktør, så de sammen kan give dig love – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Jeg har muligvis et crush på min chef. Jeg ved ikke, om det er så intenst, som det var i starten, men jeg kan stadig gå helt i panik, hvis han uventet kommer over og snakker til mig, og det er lidt problematisk, da hans chefstilling gør, at jeg ofte skal tale med ham. Han har en kæreste, så der skal ikke ske noget, men hvordan undgår jeg, at det går ud over mit job (som det gør nu)?

Kh fra den ansatte

Ugens gæsteredaktør Mette Davidsen-Nielsen:

Som chefen her i selskabet vil jeg give dig det uromantiske svar: Forelskelse består i forvejen af lige dele urealistiske forestillinger og fri fantasi tilsat et skud afhængighedsskabende dopamin. Når man bliver betaget af en overordnet, har følelserne endnu mindre med den virkelige verden at gøre.

De fleste danske arbejdspladser har uformelle omgangsformer, hvor hierarkier er kamuflerede og dominansen diskret, men tag ikke fejl – der er ikke tale om magtfri rum. Og magt virker tiltrækkende på nogle mennesker. Derfor ved enhver ordentlig og erfaren chef, at det sandsynligvis er rollen snarere end ens uimodståelige væsen, der udløser luft på stemmen og rødme hos medarbejdere.

Mange mennesker tilbringer de fleste af døgnets friske timer på arbejdspladsen. Ofte er vi endda iført den venlige og imødekommende udgave af os selv, så det er ikke overraskende, at nogle forelsker sig her.

Flirt, fascination og fantasier er en del af arbejdspladsens brændstof. Den forside af vores kollegaer, vi møder, efterlader tomme felter, vi kan underholde os med at udfylde, når arbejdet bliver trivielt.

Måske keder du dig lidt på dit arbejde? Eller også soler din chef sig i din beundring og opsøger mere kontakt, end arbejdsopgaverne egentlig kræver? Der kan være koldt på toppen, så det er ikke ualmindeligt, at chefer mere eller mindre bevidst søger mod varmekilder.

Heldigvis lyder det, som om din chefudløste dopaminrus er ved at dampe af. Lad være med at fodre den, og vend i stedet din opmærksomhed mod søde og sjove kollegaer. Gode arbejdskammerater viser sig i undersøgelse efter undersøgelse at være afgørende for trivsel på arbejdspladsen. Ledelsens betydning er overvurderet. Helt sikkert også i dit tilfælde.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Mit svar kommer til at være tveægget.

På den ene side kommer der ikke til at ske noget mellem dig og din chef, det ville være både dumt og usandsynligt. Du er blevet ramt af en god gammeldags omgang magtliderlighed, ikke den macbethske slags, der fører til kongemord, men den, der rammer studerende, lønslaver og andre i bunden af hierarkiet. Det kilder, når professorens øjne lyser op, efter at du har sagt noget klogt om Foucault, du kan mærke varmen brede sig, når chefen giver et (lidt for fast?!) skulderklap, da du havde taget en ekstra vagt i bededagsferien.

Men det er et puds, som din hjerne og chef tilsammen spiller dig. Chefen er bare på jagt efter ydeevne, og man fanger som bekendt flere fluer med honning. Jeg kender jo ikke graden af hans honningsøde kæleri, men jeg ved selv, hvor lidt der skal til, før hjernen omsætter helt almindeligt fortjente komplimenter til udtalt flirteri.

Og her kommer den anden sværdæg, for du spørger om, hvordan du skal undgå, at det går ud over dit job, og her kan jeg nærmest anbefale det modsatte: Lad det endelig gå ud over dit job.

Hvis det er et job, du er glad for, så læn dig ind i crushet og brug det til din fordel. Selv om jeg nødig støtter senkapitalistisk overarbejde, så ved jeg, hvor langt trangen til at imponere kan føre. Glem alt om, at I skal være sammen, og husk i stedet tilbage på dengang, du skrev en helt sindssyg opgave om ’Et dukkehjem’ for at imponere din søde dansklærer.

Du er en 12-tals gladiator, og hæve-sænke-bordet er din arena.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her