Det er en historisk skyline, der fra næste år skrumper ind.
Fem af de 12 pastelfarvede højhuse, der for mange er et symbol på Brøndby Strand, og kendt som Danmarks eneste rigtige skyline, skal rives ned, fordi de indeholder det kræftfremkaldende stof PCB.
Beslutningen om at rive bygningerne ned er omstridt, men der er ingen vej uden om. Snart bliver 12 bygninger til 7.
Nedrivningsarbejdet starter i 2020, men inden da får du muligheden for at komme op på 15. etage og få et indblik i, hvordan livet i et forstadshøjhus har været gennem tiderne.
Forstadsmuseet omdanner nemlig en af lejlighederne til et pop-up museum, der har fået titlen ’Historier i Højhuset’. Pop-up udstillingen er åben for offentligheden søndag 5. maj kl. 12-15 og søndag 19. maj kl. 12-15.
Udover at se udsigten fra 15. sal, kan man møde kunstneren Martin Bigum, musikeren Isam B. og folketingspolitikeren Mattias Tesfaye, samt fotoudstillingen ’Hele verden lige her’.
Lejlighedsmuseet skal omfavne og berette om livet i højhusene. Det betyder, at besøgende også får mulighed for at møde nogle af de mennesker, der har boet i bygningerne gennem tiden.
Omstridt vartegn
Højhusenes opførelse begyndte i 1968, og i 1974 stod Danmarks første skyline færdig.
De er tegnet af arkitekterne Thorvald Dreyer og Svend Høgsbro. Mens flere beboere offentligt har beklaget sig over, at de må forlade deres elskede hjem, er bygningerne også lige fra begyndelsen blevet kritiseret for at være et upersonligt ’kransporsbyggeri’.
Det er dog ikke på grund af bygningernes udseende, de skal jævnes med jorden. Det er fordi, de indeholder miljøgiften Poly-Chlorede Biphenyler (PCB).
Ikke desto mindre er de en historisk del af Vestegnen, og nu kan du altså nå at komme op i toppen og få et indblik i livet på 15. etage, inden husene jævnes med jorden.
Oprindeligt skrev vi, at udstillingen åbner 5. maj og har åbent resten af måneden. Det er ikke rigtigt.’Historier i Højhuset’er åben for offentligheden søndag 5. maj kl. 12-15 og søndag 19. maj kl. 12-15. Resten af programmet kan ses her.
fortsæt med at læse
