Sanger og musiker Gurli Octavia hjælper en læser på vej i Ibyens kærlighedsbrevkasse.

Læser til brevkassen: »Jeg har aldrig været på date. Jeg tør simpelthen ikke«

Hvordan får man sig en sommerflirt, hvis man ikke tør date? Ibyens brevkasse giver en nervøs læser svar.
   Foto: Mogens Berger/POLFOTO
Hvordan får man sig en sommerflirt, hvis man ikke tør date? Ibyens brevkasse giver en nervøs læser svar. Foto: Mogens Berger/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver dig hver tirsdag syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig københavner ind som medredaktør, så de sammen kan give dig love – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Jeg har aldrig været på date. Jeg tør simpelthen ikke. Det er virkelig mærkeligt, og jeg forstår det ikke.

Jeg er ret udadvendt, men er bare megaangst for det, og jeg ved ikke engang helt, hvad det er ved det, jeg bliver bange for. Hjælp! Jeg har brug for gode råd til at overkomme frygten.

Kh den forvirrede

Gæsteredaktør Gurli Octavia:

Kære forvirrede

ØNSKER du at tage på dates? Eller føler du, du burde? Lad os sige, du ønsker det. Som en, der har haft mange ting i livet, jeg ikke turde, er mit bedste råd: Få det afmystificeret.

Når der er noget, man ikke har prøvet før, har man ikke erfaringen til at skabe en pålidelig visualisering af situationen, og det gør, at ens tanker kan skabe nogle ret frygtindgydende billeder. Min erfaring er, at alt det, jeg ikke tør, skal prøves nogle gange. De første gange er pisse ubehagelige. Så bliver de mindre ubehagelige for til sidst at nærme sig noget, der faktisk er dejligt nok.

At være udadvendt, og at være bange for at udsætte hjertet og sjælen for en ubehagelig oplevelse, er to vidt forskellige ting. At tage på en date handler ikke om udadvendthed. Det handler om at mødes med nogen, man håber er vidunderlige og lækre. Og deri ligger jo risikoen for ikke at skabe den følelse hos den anden. Måske er det dét, du er bange for?

Du kan vælge at leve i ’frygt’ eller i ’kærlighed’. Vælger du frygten, får du alt det dårlige og ubehagelige. Vælger du kærligheden, får du endnu mere dårligt og ubehageligt. Men du får også alt det gode og sjove. Det saftige og det sexede.

Hvis du ØNSKER at tage på dates, så er det bare med at tage på nok (dårlige) dates, indtil du ikke er bange mere. Så kan du snuppe de gode dates derfra.

Kærligst,

Gurli Octavia

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson

Kære forvirrede

Jeg ville ønske, jeg kunne sige til dig, at der ikke er noget at være bange for, men sådan hænger det ikke sammen. Hvis vi ser bort fra den helt umiddelbare fare – den, som selvforsvar kan guide dig nogenlunde uden om – så er der stadig risici.

Ud fra egne og venners erfaring er den største trussel kedsomhedens sløve kniv. Verden er befolket af mange uinteressante drøvtyggertyper, den slags, man ikke engang ville kunne huske fornavnet på, om man så stod med en armbrøst for panden (jaja, jeg ser også ’Game of Thrones’). Så at date er som udgangspunkt også at udsætte sig selv for spildte kedelige timer, som i virkeligheden kunne være brugt i selskab med holdet fra Westeros.

Den anden risiko er meget farligere, og det er, at du kan have det sjovt. Du kan møde hende, ham og den, der pludselig overrasker. Et glimt i øjet en majaften, der bliver til en uventet gave en junidag, som bliver til en kærlighedserklæring en oktobermorgen, som ender med et knust hjerte en forårsnat med uventet sne.

Når du træder ind i kærlighedens økosystem, træder du ud på dybt vand, her kan ingen bunde, og der er ikke altid plads til to på tømmerflåden.

Men kære forvirrede, bliv aldrig for bange for at udsætte dig selv for andre mennesker, også selv om de dejligste også er de farligste. Date løs for pokker, det eneste, der er værre end at gå ud af sin comfort zone, er at blive i den. Jeg kan ikke give dig tips til det konkrete stævnemøde, men prøv at overraske dig selv. Det kommer der de bedste historier ud af.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her