By & Havn åbner for projektforslag og gode ideer til Københavns havneområder. Har du selv en god idé?

Flydende pølsevogn eller undervandsdisko? Nu kan du komme med bud på nye initiativer i Københavns Havn

Allerede sidste sommer skvulpede 'CPHØ1' rundt i Nordhavnen som eksempel på succesfuld fornyelse. By & Havn håber på mange flere ideer fra byens borgere. Foto: Pressefoto fra By & Havn
Allerede sidste sommer skvulpede 'CPHØ1' rundt i Nordhavnen som eksempel på succesfuld fornyelse. By & Havn håber på mange flere ideer fra byens borgere. Foto: Pressefoto fra By & Havn
Lyt til artiklen

Temperaturen stiger, og havnene begynder så småt at trække. Har du nogensinde drømt om at byens våde oaser kunne bruges til andet end bare kølende sommerdukkerter?

Nu er der håb, for By & Havn åbner denne sommer for projektforslag til hovedstadens vandhuller. Både enkeltpersoner, foreninger og virksomheder kan sende gode ideer ind.

Hvis du har drømt om at lave en omsejlende pølsevogn, et flydende datingbureau, et undervandsdiskotek eller noget helt fjerde, er det altså nu du skal til tasterne. By & Havn håber især at få brugt andet end inderhavnene i sommermånederne, skriver de i en pressemeddelelse.

13 gange større end Fælledparken

»Københavns Havn er byens blå byrum og i areal dobbelt så stor som Central Park i New York eller 13 gange større end Fælledparken, så der er rigeligt med plads til endnu flere spændende og rekreative projekter«, lyder det fra udviklingschef Per Schulze i pressemeddelelsen.

Havnen tæller allerede flere anderledes projekter.

Måske du allerede har set den flydende ø ’CPHØ1’ med det enlige træ skvulpe rundt i Nordhavnens sidste sommer? Det lille kunstige paradis var et pilotprojekt i den nye havnestrategi, og By & Havn peger på det prisvindende hvilested som et godt eksempel på brugervenlig havnefornyelse.

Et andet sted i havnen finder man byens flydende galleri, Pool Temporary, hvor der løbende udstilles samtidskunst.

Man skal søge inden 2. juni, og man får svar 1. juli. Næste ansøgningsrunde bliver 1. august.

Ansøgningerne skal indsendes via

wwwbyoghavn.dk/havnen/har-du-en-god-ide-til-vores-havn/

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her