Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
NY_gif.mp4
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Vi lever i et samfund med strenge uudtalte normer. En af dem lyder: Du skal ha’ en kær’ste. Hvis du ikke har det, er du en suspekt person, som der nok også er andet galt med.
Jeg er en mand på 71 år, der aldrig rigtig har haft en kær’ste. Ingen af de damer, jeg traf, var egnede. En havde barn/børn. En var efterladende med sit huslige arbejde. En var fraskilt. En havde uskønne fysiske træk. Og så videre, og så videre.
Det virker alt sammen som turn offs på mig. Inden I når at tænke, han er gay, skynder jeg mig at føje til, at jeg heller aldrig har følt mig tiltrukket af mænd. Ikke det mindste.
Hvad er jeres diagnose?
Gæsteredaktør Sten Hegeler:
Du savner en diagnose, og ja, det er sgu på tide, vi finder ud af det.
Der er ikke én måde at have en kæreste på
Der kan nok godt være noget om den uudtalte norm, du nævner. Der er nok en del, der ville tænke at en mand på 71 år, der aldrig har haft en kæreste, er lidt en mærkelig fyr.
Du lyder meget kritisk, og jeg tænker, at du selv må være meget perfekt. Når man stiller krav om så mange ting på én gang, må det være, fordi man selv har noget at have det i.
Ugens gæsteredaktør
Sten Hegeler
Der er ikke én måde at have en kæreste på. Og jeg ikke kan se, at man skulle være forpligtet til at leve sammen med alle en persons mangler, bare fordi man er kærester.
Man kan have en kæreste, man går i teatret med, man kan have en kæreste, man har sex med, man kan have en kæreste, man går ud og spiser med. Du behøver slet ikke være så kritisk.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære du
Jeg tror, diagnosen er ’menneske, som de er flest’. Menneske på den der helt almindelige folkeskolestilsmåde, usammenhængende, for mange slåfejl og med glemt nutids-r. For det er hemmeligheden: De fleste af os er faktisk ikke rigtig værd at samle på. Men jeg tror, du ville kunne opleve noget dejligt, hvis du pakkede rettelakken væk for en stund. Du leder efter en kæreste med karakteren 13, og den kan man ikke få længere.
Du leder efter en kæreste med karakteren 13, og den kan man ikke få længere
Der er ikke noget så gabende kedeligt som tilsyneladende perfekte mennesker. Det er også, fordi ’den perfekte’ slet ikke findes, det er en løgn, nogle reklamefolk har fundet på for at sælge flere fedtede cremer og råhvide lædermøbler. Det er meget sjovere at gå på opdagelse på tilbudshylderne, der hænger alle originalerne ud med deres kalveknæ, spaltede spidser og sjove historier.
Og det kan godt være, de er let brugt af livet, men helt ærligt: Hvem gider være kærester med nogen direkte fra fabrikken? Sluk dine turn offs. Alle de bedste mennesker er netop fraskilte, har børn eller ser grimme ud, når de griner.
Jeg har oplevet stor kærlighed til en, der var dårlig til penge, røg lidt for mange cigaretter og havde høje tindinger. Men som så også elskede mig, på trods af at jeg er opmærksomhedskrævende, en smule besidderisk og umanerlig efterladende med det huslige arbejde.
Jeg tror, du har delvis ret i, at vi som samfund tillægger det romantiske forhold for meget værdi. Der findes til dels en slags enighed, der kunne lyde sådan her: Der er éen ting, som er værre end at have en dårlig kæreste, og det er ikke at have en dårlig kæreste.
Men fuck samfundets normer, og fuck dine egne endnu mere.
fortsæt med at læse