Ibyens brevkasse giver dig hver uge syrlige, sexy og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson inviterer altid en kyndig person ind som medredaktør, så de sammen kan give dig ’love’ – eller et los. Send dit spørgsmål til hjerte@pol.dk.
NY_gif.mp4
Ugens spørgsmål:
Jeg har været sammen med min kæreste Maja i 12 år. Maja er ikke en, der hænger på træerne — klog, god humor, smuk og næsten altid glad. Og ikke mindst har hun præsteret at bo med mine særheder længe. Det eneste, der måske mangler i vores forhold, er en motor til ’noget større’.
Alligevel er der sket det uventede, at jeg er faldet for endnu en kvinde, Lisa. Og på det værst tænkelige tidspunkt overhovedet. Jeg har i de seneste tre år opfordret Maja til at fortælle mig, hvad hun reelt vil i livet. Nu kommer hun så hjem fra en weekend og fortæller, at hun synes, vi skal prøve at få et barn. Og grundet vores alder er det sidste chance.
Lisa, Maja og jeg har alle tre samme arbejdsgiver, men jeg arbejder et andet sted i byen. Når jeg er hjemme, savner jeg Lisa, så det gør fysisk ondt indeni — og ser samtidig stadig, hvor fantastisk Maja er. Min fornuft siger, at jeg skal blive hos Maja. Min mavefornemmelse peger på en fremtid med Lisa. Og mit hjerte ... dét er splittet i to.
Og så kommer de der tanker om, at jeg jo synes, at de begge fortjener bedre. Uanset hvilket valg jeg træffer, vil det gøre rigtig ondt — på mig og, langt værre, på en, jeg holder utrolig meget af.
Jeg vil have ro i sjælen igen (og fortsat ild i hjertet).
Kærligst,
Jakob
Ugens gæsteredaktør Lotte Thorsen:
Det er et stort ønske. Både at have ild i hjertet og ro i sjælen. De to ting følges sjældent ad over længere stræk.
Du ved det helt sikkert godt selv, men jeg siger det lige alligevel: Ingen kan træffe det valg for dig. Maja eller Lisa? Ingen ved det. Og du ved det heller ikke lige nu. Så du må vente. Og prøve at regne ud, hvad du kan holde ud at risikere.
Engang var jeg blevet skilt og havde mødt en ny mand. Jeg var bare ikke rigtig blevet skilt endnu, for jeg havde stadig begge skinneben, halebenet og det nederste af ryggen inde i mit gamle forhold. Så jeg fortsatte bare lidt i begge retninger og elskede dem på skift.
En dag sagde den nye mand: ’Hvis ikke du vælger, ender det med, at der er nogen, der vælger for dig’. Og sådan gik det. En dag havde de begge to forladt bygningen, og det vigtige i deres liv foregik pludselig et andet sted. Og så gik livet videre i en helt tredje retning uden nogen af dem.
Sidder jeg så på mange års afstand og ærgrer mig og ville ønske, jeg kunne spole tilbage? Nej tak. For i den her slags spørgsmål er der ikke ét valg, der er det rigtige. Der er kun det valg, man er i stand til at træffe. Så enten kan du sidde og tøve oven på din tvivl og risikere, at andre ender med at tage beslutningen for dig. Eller du kan vælge Maja. Eller Lisa. Det er ikke afgørende.
Livet er en ophobning af tilfældigheder, gode valg og dårlige valg. Og det ville undre mig, hvis du om 10 år sad og tænkte, at du havde valgt helt buldrende forkert. Sådan fungerer livet ikke. Det forandrer sig hele tiden, og hvis det går videre uden Maja eller Lisa, dukker der noget andet op, du heller ikke ville have været foruden.
Kh Lotte
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Det er muligvis det forkerte tidspunkt for mig at svare på det her, men du og jeg ved, at kærligheden ikke bekymrer sig om kalenderen. Min påståede inhabilitet bunder i, at jeg for meget nylig fik kastet noget, der minder om samme dilemma i ansigtet; afsenderen var bare min (eks)kæreste.
Så jeg er Maja i den her historie, udover at jeg hverken er skruk eller kolleger med min versions Lisa og Jakob, gudskelov. Men jeg befinder mig et sted inde i hjertesorgens tunge skydække, og jeg må indrømme, sigtbarheden føles dystert lille.
Jeg har hørt dine argumenter før. Jeg er også blevet kaldt god, klog og smuk, og jeg har hørt brok om, hvor svært det føles. Men sagen er, at gode undskyldninger og bedre intentioner er tifold mere værd for afsenderen end modtageren.
Du savner en ’motor’, den har jeg også følt. Så jeg steg pligtfyldigt af for at skubbe på, der stod jeg så og svedte i et par måneder for til sidst finde ud af, at chaufføren havde skiftet transportmiddel.
Det lyder, som om du også står med den ene fod ude af bildøren, og du er mere bange for, om du lander blødt, end om hende på passagersædet klarer ulykken. Hold hellere ind til siden, min ven, og gør det hellere før end senere, for overblik er ikke noget, man venter på. Det er noget, man beslutter at få.
Jeg gider ikke sige, hvad du skal vælge, for jeg skal ikke være ammunition i nogens uretfærdigheder. Men på en eller anden måde skal du sætte Maja fri, og det skal du gøre ordentligt.
Held og lykke – til os alle sammen.
fortsæt med at læse
