Er du glad for bølgen blå, er det nye aktivitetshus i Nordhavn måske noget for dig

Havnebad og foreningslokale: Nyt flydende aktivitetshus åbner i Nordhavn

Håndværkerne er godt igang med at få det nye aktivitetshus i Nordhavn på benene Foto: PR
Håndværkerne er godt igang med at få det nye aktivitetshus i Nordhavn på benene Foto: PR
Lyt til artiklen

Mandag går det løs. Her kan du nemlig komme med til indvielsen af det nye flydende aktivitetshus i Nordhavn.

19. august klokken 15.30-17.30 ved Sandkaj inviterer Foreningerne i Nordhavn IF dig med ud på vandet, hvor du bl.a. kan møde arkitekterne bag det milliondyre projekt. Arrangementet byder også på alt fra juice til borgmestertaler og selvfølgelig en rundvisning i huset, der er bygget af naturmaterialer.

»Vi glæder os til for første gang at få nogle samlende foreningsfaciliteter, der kan understøtte den stærkt voksende interesse, der er for idræts- og foreningsliv i Nordhavn. Med indvielsen af det flydende foreningshus ser vi resultatet af et stærkt og konstruktivt samarbejde. Vi har været med hele vejen og håber, at det flotte resultat kan inspirere til flere tilsvarende løsninger andre steder i lokalområder, i takt med at der komme flere og flere beboere og foreninger i Nordhavn«, siger formand for Nordhavn IF Peder Nedergaard i en pressemeddelelse.

Aktivitetshuset ligger lige ud til badezonen og indbyder til en tur i vandet, enten iført badetøj eller i en kano eller kajak. Der er nemlig særligt fokus på, at udendørsaktiviteter til vands skal være tilgængelige. Derfor spiller aktivitetshuset sammen med de udendørsfunktioner, der i forvejen er i bydelen, herunder Konditaget Lüders, badezonen og robådsforposten ved Sandkaj.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, siger i pressemeddelelsen:

»Det er unikt for København, at vi har en havn, der er så ren, at man kan bade i den og bruge den til et væld af fritidsaktiviteter. Der er et stærkt foreningsliv omkring havnen, der skaber sammenhold og fællesskab i vores by, og det flydende aktivitetshus er et flot bidrag til foreningslivet og idrætsfaciliteterne i København og til det lokale fællesskab i Nordhavn«.

Med måske en af Nordhavns bedste udsigter rummer de 152 indendørs kvadratmeter både foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, offentligt tilgængeligt handikaptoilet, sauna, og omklædningsrum. Langs huset er der offentligt tilgængelige trædæk, hvor vandhundene frit kan springe i med hovedspring og kanonkugler.

Badezonen ved aktivitetshuset er udvidet, så der er mulighed for at tage en tur i crawl eller rygsvømning på 50-meterbanen. Gæsterne kan ligeledes se frem til en mindre svømmeø i vandet, som man frit kan bruge til leg eller solbadning.

Anna Hassel fra Lokale og Anlægsfonden siger i pressemeddelelsen:

»Det flydende aktivitetshus vil danne ramme om det voksende foreningsliv i Nordhavn og skal understøtte et bredt spektrum af aktiviteter året rundt, på og ved vandet, i regi af foreninger såvel som de selvorganiserede aktiviteter. Det er et hus af høj kvalitet udført i naturmaterialer, så det arbejder sammen med sine omgivelser og får patina over tid fra saltvandet, vind og vejr«.

Cathrine Otterstrøm Hasager

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her