Christian Nedergaard, indehaver af vinbaren Ved Stranden og restaurant Admiralgade, drømmer om museer med hemmelige skuffer, lange frokoster og middag på Jah Izakaya & Sake Bar.

»Man kan åbne skuffe efter skuffe og finde helt fantastiske ting«: Manden bag vinbaren Ved Stranden giver tips til din weekend

Davids Samling, der er indrettet i en smuk gammel lejlighed, rummer Skandinaviens største samling af islamisk kunst og er et af Københavns anbefalelsesværdige frirum, siger Christian Nedergaard. Og så er det gratis entré. Foto: Lærke Posselt/POLFOTO
Davids Samling, der er indrettet i en smuk gammel lejlighed, rummer Skandinaviens største samling af islamisk kunst og er et af Københavns anbefalelsesværdige frirum, siger Christian Nedergaard. Og så er det gratis entré. Foto: Lærke Posselt/POLFOTO
Lyt til artiklen

Hvad skal du i weekenden? Ibyen prikker en udvalgt person på skulderen og spørger, så du kan få inspiration til aktiviteter i København.

FREDAG

Jeg arbejder hver fredag, men skulle jeg ikke på arbejde, ville jeg spise frokost med nogle venner. Man er frisk og veludhvilet, frokoster er mere spontane, og der er færre forventninger. Om dagen kan jeg godt lide at spise i lang tid, men om aftenen har jeg ikke samme behov for at sidde længe. Jeg ville gå efter smørrebrød eller måske et sted, hvor man kunne få en flaske god vin. Restaurant Palægade ville være oplagt.

LØRDAG

Vi spiser altid rigtig sen morgenmad, og så kan vi godt lide at gå ture. Om sommeren kører vi tit til Hellebæk Hegn. I sæsonen plukker jeg svampe, og der er smukke ruter og en hyggelig lille kro. Men om vinteren, hvor der ikke er noget at se i skoven, går vi tur fra Ydre Østerbro til Indre By. Jeg holder meget af museer, og selvom mine børn er teenagere, hænder det stadig, at vi kan tvinge dem med. Davids Samling er et frirum i byen; helt oppe under taget har de et bibliotek med gamle tekstiler og tryk. Man kan åbne skuffe efter skuffe og finde helt fantastiske ting.

Jeg er et vanedyr, og jeg ender tit på Jah Izakaya & Sake Bar. Der vil børnene også gerne med. Deres gyoza er gode, og min datter er blevet vegetar, og der er en uden kød. Den stegte bøf er syndig, men dejlig. Og deres øl er dejligt. Og blæksprutten. Man kunne også gå på Iluka og sidde i baren og få et par retter. Hotelbaren på Sanders, som ligger i nærheden, er rigtig god. Der kunne man jo godt få en night cap, men jeg er ikke så god til at drikke spiritus mere, så jeg går sjældent ud.

SØNDAG

Jeg er bidt af landevejscykling og har flere cykler i kælderen. Ideelt kommer jeg tidligt ud søndag morgen og cykler tre timer, så man når at blive rigtig træt. Området omkring Ganløse, Værløse og Kirke Værløse er godt bakket.

Om aftenen laver vi mad sammen. Vi spiser enormt meget kål for tiden, min vegetardatter skal have grøntsager. Vi laver det som delemad, så der i stedet for en stor salat er flere ting, så man selv blande, hvad man vil have. Børnene er til rå grøntsager. Jeg er meget glad for asiatisk mad, så jeg har altid noget chili.

Sarah Skarum

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her