For at minimere kontakten mellem mennesker mest muligt har en række madudbringningsvirksomheder som Wolt, Just Eat og Room Service indført, at man ved bestilling af mad til hjemmelevering kan bede kureren om at stille leveringen foran døren, ringe på og derefter forlade matriklen.
Dette for at sikre både kunden og kureren mod smitte af coronavirus.
Hos Wolt og Just Eat har man som følge af regeringens og Sundhedsstyrelsens retningslinjer ligeledes indført, at kurerer, der efter 2. marts har opholdt sig i et højrisikoland, får karantæne fra virksomheden i minimum 14 dage efter ankomsten til Danmark.
»Vi vil, så vidt det er muligt, undgå kontakt«
Room Service, der siden 2009 har leveret mad fra en lang række restauranter i København, har også taget sine forholdsregler. De har bedt deres kurerer om at »vaske hænder på restauranterne ved hver afhentning«, fortæller Allan Stryhn Petersen, daglig leder i udbringningsvirksomheden, til Ibyen.
Samtidig vil de ved levering stille maden foran døren, og kureren »vil derefter gå væk fra døren og ringe til kunden. Vi vil, så vidt det er muligt, undgå kontakt«.
Derudover vil al mad være færdigpakket på restauranten, så kureren ikke kommer i kontakt med maden, oplyser Allan Stryhn Petersen fra Room Service.
Carsten Boldt, adm. direktør for Just Eat Danmark, der er landets største madudbringningsvirksomhed, skriver i en mail til Ibyen, at han har indskærpet over for sine medarbejdere, kurerer og restauranter, at »de skal følge både Sundhedsstyrelsens og Fødevarestyrelsens anbefalinger«:
Vil modtagerne gerne være ekstra forsigtige skal man ifølge direktøren tilføje en kommentar til sin bestilling, »så buddet kun banker på eller ringer på, og så stiller maden foran din dør«.
fortsæt med at læse
