Frisør Poul Birch lukkede i lørdags sin salon på Frederiksberg efter 45 år. Vi fulgte den sidste kunde i stolen.

»På en måde er det lidt af Frederiksbergs historie, der dør«

Poul Birch overtog frisørsalonen 16. januar 1977. Flere af hans loyale kunder dukkede op i salonen i lørdags på den sidste åbningsdag. Foto: Martin Lehmann

Lyt til artiklen

Der var så mange mennesker i Poul Birchs frisørsalon lidt over klokken 13 i lørdags, at ruderne duggede.

Poul Birchs kone Channa Ou serverede kaffe, en ven af huset fotograferede og komponist og organist i Vor Frelser Kirke Peter Navarro-Alonso, sad klar til at spille på et ægte indisk harmonium.

I frisørstolene indenfor sad to af salonens stamkunder: Den ene politiker Uffe Elbæk, den anden journalist Oliver Stilling, der havde insisteret på at blive Birchs sidste kunde.

Det store opbud i den lille salon skyldtes, at 72-årige Poul Birch lukkede frisørsalonen for at gå på pension. Og med det sagde Frederiksberg farvel til en særlig salon efter 45 år på Alhambravej.

Stamkunderne hos Poul Birch tæller flere politikere, og gennem tiden har salonen blandt andet været vært for valgdebatter mellem lokal- og landspolitikere, der er blevet simultanklippet, mens de har diskuteret politik.

Det stod hurtigt klart, at Elbæk og Stilling er to af Poul Birchs mest dedikerede kunder med henholdsvis 35 og 40 år på bagen som stamkunder.

Så meget, at man kunne mærke rivaliseringen mellem de to drive ned ad vinduerne sammen med duggen.

Birch havde for eksempel fortalt, at han ville lukke salonen, til Elbæk, inden han sagde det til Stilling, og »hvorfor ved han det før mig?«, spurgte Stilling uden at få svar.

Oliver Stilling, der arbejder som redaktør på kunstmediet Et Hul i Markedet, er blevet klippet hos Poul Birch, siden han var 7 år og måtte sidde på to telefonbøger for at komme i klippehøjde. Han fremhæver, at med 40 års anciennitet i salonen var det naturligt, at han skulle være den sidste kunde.

Men de er langtfra de eneste, der har et nært forhold til Birch – i løbet af den næste halve times tid kommer først en kunde forbi med en flaske vin, og en anden kunde afleverer chokolade. En tredje kommer forbi og hænger ud.

»Jeg kender mine kunder godt«, siger Poul Birch.

Så er det Oliver Stillings tur:

»Ligesom det plejer. Jeg skal have ørerne fri, kort i nakken og lidt længere på toppen«, og så sætter Peter Navarro-Alonso gang i det lille harmonium og spiller ’Skuld gammel venskab rejn forgo’.

Der breder sig en lidt vemodig stemning i salonen. Så spørger Stilling, om Birch ikke giver en kop kaffe, som han plejer:

»Nej«, lyder svaret.

»Nej?«.

»Har du tid til at vente et øjeblik?«, og så åbner Birch en luge ned til kælderen og hiver nogle flasker champagne op.

Glassene fyldes, og vi skåler.

Er du rørt over, at det er din sidste dag?

»Du skal spørge min kone om det, men den sidste måned har jeg været ved siden af mig selv. Jeg troede, jeg havde mavesår«, siger Birch og taler om sin afføring, så alle griner.

Han vender sin opmærksomhed mod Stilling:

»Har I været på landet?«, spørger han, som var det en helt almindelig dag.

»Ja, jeg stod tidligt op i morges og kørte 120 kilometer for at blive klippet hos dig«, svarer Stilling.

Sladrecentralen

Uffe Elbæk, der er blevet hængende til champagne og harmonium, fortæller:

»På en måde er det lidt af Frederiksbergs historie, der dør. Det er et særligt sted, der er stor loyalitet hos kunderne, og vi har joket med, at det er en sladrecentral. Poul siger, han ikke fortæller noget videre, men det gør han«.

Elbæk har også haft fortrolige samtaler med Poul Birch, som blev skilt og var alene:

»På et tidspunkt fandt han en kæreste, men hun var ikke fra Danmark, og så havde vi en en fortrolig samtale hen over nogle måneder. Jeg er jo gift med Jens, og det er heller ikke helt normalt i Pouls optik, så hvordan vil det være at sige ja til noget andet end en dansk kone? Det er det bedste, der er sket for Poul. Han fik en kæmpe familie i Cambodja, det var et helt nyt kapitel, da hun kom ind i hans liv, og det har beriget ham«, fortæller Elbæk.

»Skal du have hvidt skum i håret?«, spørger Birch Stilling.

Det skal han.

»Det er sidste fase i klipningen«, meddeler Stilling:

»Poul tager mere hårdt fat, end han plejer. Han er rørt. Jeg kan mærke det«, siger han.

»Nu er du fandeme lige til et modeblad«, siger Birch og giver Stilling lov til at feje sit eget hår (og Elbæks) ned i et fikst hul i gulvet, hvor det opsamles:

»Det er ligesom når paven en gang om året vasker fødderne på nogle indsatte«, mener Stilling.

Den sidste sang på harmoniet er ’Smile’ af Charles Chaplin. Den med at smile, selv om éns hjerte er knust.

Annette Nyvang

fortsæt med at læse