Jeg har i årevis drømt om at bo i et hus på landet, og på en måde har jeg nu prøvet det i næsten to år. Langt væk fra alt og alle, fordi byen ikke længere havde nogen egentlig puls, fordi det at have venner blev en helt, helt anden ting end at have både venner og bekendte, og fordi jeg nærmest fra den ene dag til den anden følte, at jeg levede et pensionistliv.

Særligt denne vinter har været lang og svær. Sidste vinter var der trods alt stadig en form for følelse af sammenhold eller at løfte i flok, men metaltrætheden har sat ind på alle fronter, og livet på landet er ikke alt, hvad det var cracked up to be. Og da slet ikke i byen, hvor jeg ikke engang har en have.