»I 1973 laver den amerikansk kunstner Charles Ray ‘The Plank Piece’, hvor han bruger sin egen krop, der hænger på en planke. Jeg tror aldrig, jeg har været så fagligt fortvivlet. Fordi – hvis jeg havde haft andre vilkår, hvis jeg havde haft råd, hvis jeg havde kunnet få det til at hænge sammen, så var det mig, der havde lavet den. Shit, tænkte jeg. Og så var han ovenikøbet ti år yngre.
Jeg har for nylig åbnet en retrospektiv udstilling på Kunsten i Aalborg, som viser nogle arbejder, blandt andet fra min periode med Aarhus-avantgarden. En af dem hedder ’Skulptur II’ (1968) (en hvidmalet papkasse, med et foto af en kvinde, der ser ud til at sidde nede i kassen, red.).
Hvad er en skulptur? Det er højden, bredden, dybden. Man skal kunne gå rundt om en skulptur, og så står der som regel en kvinde uden tøj på på den, sagde min læremester, Knud Nellemose. Den skulptur lavede jeg så – på det formelle niveau. Og det er kunstneren selv, der sidder nede i kassen. Det er kunstnerens eget – mit eget blik på mig selv.
Det er den formelle tilgang til skulpturen som et objekt i rummet. Eller rummet udenom, og hvad det efterlader. Det er ikke et udtryk, det er ikke et narrativ, det er en performativ handling, der indskriver et rum. Og så kan man beskrive det som en skulptur i kunsthistorisk forstand. Mine ting fra sen-1960’erne, lige omkring 1970, synes jeg selv er rigtig skarpe.
I 1973 var jeg gravid for anden gang. Og stod fortvivlet over for ’The Plank Piece’. Det kunne lige så godt have været mig – jeg ville have lavet præcis det, for jeg var på præcis det spor. Hvis ikke jeg havde været gravid og med vand i kroppen. Og så gør han det. Jeg var rystet.
Jeg talte ikke med Charles Ray dengang. Jeg korresponderede med kvindelige kunstnere i Nordamerika, der også selv arbejdede performativt. Jeg var aktiv rødstrømpe, og for os var vores måde at leve på ikke forskellig fra det arbejde, vi udførte. Jeg udviklede for eksempel en husmorballet. De performative handlinger kommer af sig selv, når bare man lægger mærke til, hvad man selv gør. Jeg er ikke ’kvinden’ og ’kunstneren’, det er fuldstændig integreret. Det gør, at man anskuer sit eget vilkår som et partitur. Du kan lege med det i det omfang, du kan komme til det – især, hvis du kan få børnene passet – ha ha.
Mange kvindelige kunstnere fra way back gjorde en dyd ud af ikke at få børn. Det har aldrig strejfet mig. Jeg ville have det hele. Men man skal også betale husleje.
Jeg begyndte at lave teater, da nogen fra Aarhus Studenterscene kom ned på billedhuggeratelieret og spurgte, om nogen kunne lave en løve 1:1. Den skulle koste kun 25 kroner og kunne flyttes på 10 sekunder. I teatret får man hyre, og den kvindelige figur har – pænt efter Shakespeare, som brugte unge mænd i kvinderollerne – siden haft en plads i teaterbranchen, så det er et sted, man har kunnet trække vejret mere frit. Da jeg blev skilt for anden gang, byggede jeg scenograflinjen op på Statens Teaterskole, som den hed dengang. Vi fik råd til at købe video. Pizza, taxa og gode fodboldstøvler!
Jeg læste Thit Jensen, Agnes Henningsen og Simone de Beauvoir, da jeg var ung, og studerede deres vilkår som kvinder, der insisterede på rettigheder i samfundet og i deres eget liv. Det var fint at læse og få øje på andre kvinder, der gør og kan noget. Og jeg har i mit liv da også brugt tid på kunstpolitisk arbejde og supporteret kvinder til råd, udvalg, legater, medaljer osv.
Da jeg blev 70, tænkte jeg: Fuck det. Nu laver jeg mit Plank Piece. Og så gjorde jeg det.
Det var 40 år efter, i 2013. Jeg tænkte selvfølgelig: Hvad kan du finde ud af med dit 70-årige legeme, der kun kom til pilates hver anden gang? Men det løser sig jo også. Jeg kopierede skulpturen! Og lavede ’Plank Floor Shadow Wall Sculptress’. Jeg har selvfølgelig fortalt ham det, Charles Ray. Jeg ved ikke, hvordan han tog det, det ved jeg ikke noget som helst om«.
fortsæt med at læse
»Jeg har tit fået at vide, at de egentlig er tiltrukket af mig, men at de ikke vil ses med mig i offentligheden«
-
Da Michael Kvium så værket, tænkte han straks: 'Det er genialt!'
-
Dansk kunstner: »Man fatter det ikke, så modig hun var. Når der skete en voldtægt, så var synet, at det var kvindens egen skyld«
-
Festivalleder og dj: Det var min allerførste yndlingsrestaurant i København, og den holder stadig hver gang
