»Det værk er genialt. Velázquez er en af de største malere, der har eksisteret. Han er egentlig ret tør. Ikke som Goya, der var provokerende og politisk aktiv. Velázquez er nærmere ‘en hædersmand’. Billedet har en rumlig opfattelse, som er helt utrolig. Det forestiller kongen og dronningens børn og deres hoffolk, som er dværge. Bagerst på væggen er et stort spejl, og i det kan man se kongen og dronningen.
I hans andre billeder, hvor han skildrer folk ved hoffet – narren, dværgene – fornemmer man en stor menneskelighed. Man kan se, de har været gode venner. De har gået og talt sammen og hygget sig. Det er ting, jeg gerne vil have i et billede. Man mærker sit eget menneskelige reaktionsmønster. Man står ikke bare og kigger og tænker, at sådan kan man også male. Det er den mentale interaktion, jeg finder spændende.
Han giver publikum et intimt indblik, som i virkeligheden er ret frækt. Vi burde ikke se fra dronningens og kongens sted. Men det er en menneskelig ting at gøre. Ud over det er det så fabelagtigt godt lavet. Velázquez er en slags maleriets Beethoven. Går man tæt på maleriet, opløser det sig fuldstændigt i meget løse penselstrøg.
Jeg stod foran det og fornemmede den menneskelige sjæl, hånd, krop i billedet. Det er en kommunikation fra et menneske, der levede i 1600-tallet, der griber en. Det var lige efter Kunstakademiet, vi tog ned til Prado for at se på spansk kunst. Det var en vild oplevelse at se det i virkeligheden. Det sidder dybt nede i ens rygrad. At ramme sådan kræver en meget dygtig kunstner. Og så et åbent sind fra modtageren.
En af de ting, jeg har med mig fra det, er, at hvis jeg ikke kan mærke noget i et billede, jeg selv arbejder med, hvis der ikke sker noget med mig, så behøver jeg ikke lave det billede.
Jeg higer efter et billede, der ikke bare er ‘glad’. Jeg vil gerne have, det stiller spørgsmål til nogle kræfter, vi har indeni. Det kan jeg mærke nogen gange lykkes på måden, folk reagerer på mine billeder. Jeg rammer nogle punkter, som jeg selv er blevet ramt af. Ikke bare at være et glad tågehorn, som der måske er en tendens til for tiden.
Dømmer sig selv ude
Jeg ligger ofte vågen om natten og dømmer mig selv ude. Sætter mig ind i, hvad andre må tænke om det, jeg laver. Ikke i skabelsesprocessen – der er jeg ikke selvkritisk. Men bagefter spørger jeg: Kan jeg tillade mig, at andre skal se det?
Jeg startede som ung med en masse tabu-emner som faktisk overraskede mig. Jeg læste nogle overskrifter i Politiken – og tænkte, hvad sker der, hvis jeg maler dem? Hold da op. De vender vrangen ud af, hvad vi ser os selv som. Nogle af dem voldte mig voldsomme problemer at lave. En asiatisk kvinde blev parteret og fundet i Københavns Havn. Hvad sker der, hvis jeg maler det, vi alle sammen læser? Der kom nogle grusomheder op, som var rystende. At vi bare kan læse det – næsten som underholdning. Vi har fundet hovedet! Benene!
Jeg synes, det er vigtigt at sige, at der ligger noget under overfladen. Hvis vi nogensinde skal forstå mennesker, der overskrider alle regler, så skal vi forstå vores eget sind. Semiubevidst er, hvis du ikke selv tager dig i, som vi jo ser eksempler på, at du har stor nydelse ved at gøre andre ondt.
Jeg tror, det betyder alt, at man har haft noget at se op til. De færreste kunstnere havde selv fundet ud af det, hvis ikke man havde set andres værker og undersøgt, hvem personen bag værket var. Man bliver bekræftet og får udvidet horisonten, fordi folk laver kunst på alle mulige måder. Og man kan finde fællesskab med nogen, der laver kunst på nærmest modsat måde af en selv. Det kan være helt unge kunstnere eller nogle, der levede for 500 år siden.
Hvis et kunstværk er godt, skaffer det sig selv så meget rum, selv om man hverken kan fordrage motivet eller kunstneren. Så har det sin egen autoritet. Du kan aflæse så mange ting. Jeg ved sgu ikke, hvad det er. Men med sådan et billede som ’Las Meninas’ virker værket som en pick-up, og du er pladen. Det er DIG, der bliver aktiveret«.
fortsæt med at læse
»Man fatter det ikke, så modig hun var. Når der skete en voldtægt, så var synet, at det var kvindens egen skyld«
-
Hun ville lave præcis det kunstværk. Men hun blev gravid. »Og så gør han det. Jeg var rystet«
-
Per Arnoldi: »Jeg elsker det billede. Det er et ikonisk billede i fotohistorien«
-
Kunstner: »I går på Nørreport var der nogen bag mig, der gik og snakkede. De ord, de sagde om en kvindelig kollega, var forfærdelige og voldelige«
